En dag i nødhjælpens tegn, Zambia ⋆ Family Bush Life

Det er pudsigt som verden virker endnu mindre under sådan en rejse som vi er på. Vi støder ofte ind i spændende personer, der lige kender til noget vi enten kan bruge eller bare må opleve.

Dette skete også i Livingstone, hvor vi brugte 8 dage på en lækker campsite lidt uden for byen. En dag hvor vi var inde for at spise frokost og lege på legeplads, kom en mand hen til os og spurgte ind til vores bil og rejse.

Han hed Christian. Havde boet 19 år i Zambia, og var oprindeligt fra Østrig. Han fortalte, at han med forskellige sponsorater drev en lille organisation, der forsøgte at beskæftige og oplære unge, som lige er kommet ud af skolen, og som ikke har råd til en videre uddannelse.

Hver søndag laver han mad til byens børn. -Det inviterede han os med til. Han boede ned til Zambezi floden i en meget lille by. Sådan en slags by vi normalt ikke ville stoppe i medmindre vi kendte nogen. Fordi folk er så fattige, at vi har dobbelt så mange ting i vores bil og trailer end de måske nogensinde kommer til at eje og det behøver vi ikke skilte med sådan et sted. Men det var en gave, at få lov til at opleve sådan et lille samfund, takket være Christian.

Alle disse ting er doneret fra Europa. Christian har et fuldt fungerende tømmerværksted, hvor han kan oplære unge mennesker i disse færdigheder

Mens vi venter på at lidt flere børn dukker op, spiller vi boldspil med gamle plastic mælkekartoner og en tennisbold

Vi hjalp Christian med at lave kødsovsen. Majsgrøden havde nabokonen lavet. Majsgrød eller Nshima som de kalder det, er nok noget af det der bliver spist mest af i Afrika. Det hedder bare noget forskelligt i hvert land.

Pludselig kom der rigtig mange børn. Omkring 60!

Denne pige var så sød og imødekommende. Hun deltog med sin lillebror.

Lidt stemning i lyd og billeder.

Emil og Ellen hjælper til med at dele saftevand ud.

Allerede fra børnene er helt små falder det dem naturligt at bære ting på hovedet. Det ser ret sejt ud som de spankuler ned ad gaderne med skolebøger, spande eller poser på hovedet.

Det her var en af de oplevelser, som kommer langt ind under huden. Emil og Ellen hyggede sig med at dele mad ud. Det affødte mange gode snakke og refleksioner om at have penge til mad og være rig eller fattig og om at hjælpe der hvor man kan. Vi blev enige med Emil og Ellen om, at de kunne give tøj og sko, som de var vokset fra, til Christian, så han kunne dele det ud til de mest trængende.

Emil og Ellen mærker tydeligt hvordan vi skiller os ud. Særligt Emil syntes det er lidt voldsomt med al den opmærksomhed, de får fra andre børn. Det kan vi voksne også sagtens genkende, for det er noget af det, der kan være lidt hårdt ved at rejse i disse lande. Vi går aldrig bare i et med tapetet. Når vi stiger ud af bilen, så er “showet” i gang. Sådan føles det lidt på de hårde dage, fordi folk enten følger vores mindste bevægelser eller stormer os og gerne vil sælge ting. Eller bare begynder at vaske vores bil uden at spørge, for så at forlange penge bagefter. Dette er dog værst i byerne og sker heldigvis kun sjældent på landet.

1 thought on “En dag i nødhjælpens tegn, Zambia”

Det ser rigtig spændende ud. Flot arbejde af Østrigeren Christian.
Det må også have været spændende ud for Ellen og Emil.
De ser ud til at have det godt. Sikke fin Ellen er med fletninger og fin kjole på.

Comments are closed.