Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

En uendelig cliffhanger

Posted on oktober 28, 2019oktober 28, 2019 by Ida

Er der en grænse vi har bekymret os mest over at krydse, så er det at komme ind i Sydafrika igen. Vi ved simpelthen ikke hvordan reglerne er for vores visum og om de regler vi tror der er, vil blive fulgt.

Fra Swaziland valgte vi at køre til en stor grænseovergang, i det håb, at de er vant til turister og vil give os de 3 måneder vi ønsker. Sådan skulle det ikke gå. Det var ikke et problem at komme ud af Swaziland, men grænsepolitiet på den Sydafrikanske side, var godt nok ikke særlige hjælpsomme. De nægtede, at give os andet end et 7 dages visum.

Citatet er fra Apartheid museet i Johannesburg

Derfor besluttede vi, at køre tilbage og ind i Swaziland igen, under det påskud, at vi havde glemt Ellens bamse på campsiten. Undskyldningen var dog ikke nødvendigt. De var venlige og vi havde mest lyst til bare at blive i Swaziland.

Cirka 60 km. væk lå en mindre grænseovergang. Måske var de ikke så krakilske overfor turister…

Vi havde hjertet i halsen, da vi gik ind på immigrationskontoret ved grænsen. Hele vores rejse var i deres hænder, for hvad filan skulle vi gøre, hvis vi kun fik 7 dage?

Det var en dame, der sad bag skranken. Hun havde travlt med, at skrive på hendes telefon. Hun tog imod passene og begyndte at stemple i dem. Hun sagde ingenting. Vi holdte vejret og turde ikke sige noget.

Vi modtog passene og skyndte os at kigge på stemplet. 30 dage havde vi fået. Stadig bedre end 7, men vi ville ikke kunne holde jul med familien, som planlagt i Sydafrika med de dage.

Jeg kiggede venligt på damen og spurgte: “Er det muligt at få 90 dage?”
Hun svarede en smule irriteret: “Hvorfor sagde I ikke det til at starte med?” Og så tog hun passene og gav sig til at stemple løs igen.

Pludselig stod vi med 90 dage i hånden og helt uden at skulle diskutere. Det var virkelig en lettelse og helt absurd, at der kan være så stor forskel på deres vurdering af reglerne for visum.

MEN grænsen var så lille, at de ingen told havde og bilen skal stemples ind i landet i dens eget “pas” (Carnet De Passage).

Så ja, vi måtte nu begive os tilbage til den store grænse igen, dog fra Sydafrika siden.

Da vi endelig ankom til grænsen (stakkels Emil og Ellen), nægtede de at stemple bilens Carnet. De mente ikke, at man behøvede et stempel, når man var stemplet ind i Swaziland, som er under samme toldregion som Sydafrika.

Det kan godt være de har ret, men med alle de forskellige typer autoriteter og mangel på ensretning, så turde vi simpelthen ikke stole på det. Vi skal bare stoppes af én betjent, som ikke er enig og så vil vi have en masse bøvl igen.

Citatet er fra Apartheid museet i Johannesburg

Klokken var efterhånden blevet mange og vi skulle nå til en campsite, før det blev mørkt. Derfor måtte vi køre uden stempel. Det var også 6 timer siden, at vi startede med at krydsegrænsen…

Det var en splittet glæde mellem de 90 dage i vores pas, det manglende stempel i bilens og ikke at føle sig særlig velkommen i et land, vi ellers havde set frem til at komme tilbage til.

Et par dage efter fik vi stemplet bilens pas, uden problemer, ved tolden i Johannesburg lufthavn.

Nu skal vi i gang med at søge om tilladelse til at forlænge vores visum med yderligere 90 dage, så vi kan blive i landet til april 2020…

Kryds gerne fingre!

Hvis ikke vi får det skal vi være ude af landet den 11. januar 2020.
Vi bliver nødt til at forberede en plan B, hvis visummet ikke bliver godkendt. Det kunne evt. være at køre tilbage til Namibia (hvis vi altså må det) og så afslutte turen derfra i marts/april.

Det vil tiden vise.

2 thoughts on “En uendelig cliffhanger”

  1. Inge siger:
    oktober 28, 2019 kl. 8:35 pm

    Det lyder godt nok rigtig besværligt. Det er synd for Jer at I skal have så mange problemer med det. Krydser fingre for at det må lykkes for Jer at få 90 dage mere i Sydafrika
    Det er da godt at julen med familien blev reddet

    1. Ida siger:
      oktober 30, 2019 kl. 5:34 pm

      Ja, det er træls, at det skal være så besværligt! Men rart at vi i det mindste kan blive til efter nytår!

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes