Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Fanget i “det vilde vest”

Posted on juni 18, 2019juni 18, 2019 by Ida

Erfaringerne fra turen ned gennem Afrika i 2013, hjælper når der sker noget uventet med bilen.
Vi ved fra sidst, at det er 99.9 % umuligt at planlægge noget, når først uheldet er ude. Det er rene tilfældigheder, der er på spil. Vi er som drivtømmer, der må lade sig glide med strømmen og håbe, at vi på en eller anden måde kommer i mål. Vi kan kun påvirke retningen en smule, men i det store hele, er det tilfældighederne der råder over hvem og hvad vi møder, som kan stille sig i vejen for at få repareret bilen.

Den største udfordring er, at vi nu rejser med Emil og Ellen. De bliver virkelig trænet i at kunne omstille sig. En kvalitet der nok ikke er så tosset at kunne mestre, i vores omskiftelige samfund og verden.

I går havde vi planlagt, at vi skulle op til nogle varme kilder, for at bade og campe. 


BANG! Kardanakslen røg og vi endte med at bruge et par timer på en ødet vej, for til sidst at blive trukket til nærmeste sted vi kunne bo. Et guesthouse, hvor vi fik lov at bo i traileren på deres parkeringsplads. Til god underholdning for resten af byen. Emil og Ellen lader sig ikke kue. De hyggede sig over at vi nok skulle være her i mange dage. Ellen blev dog lidt ked af det over, at vi ikke kunne bo på et af værelserne, men det føltes mere sikkert at være ved alle vores ting.

Byen er en samling af støv, blik og bygninger samlet med mudder og komøg. Her er kun et par små boder, der sælger taletid, chips og tomater. Selvom vi forsøger at tone alt vores grej ned…vækker vi opsigt. Alt hvad vi har med, er mere end hvad de nogen sinde kommer til at eje. Nogle er søde og smiler, andre lader som om de ikke ser os, men sender os alligevel små arrogante øjne i smug.

Emil underholder de lokale børn

Vi har sluppet kontrollen og sender håb ud i universet om, at det nok skal lykkes at få bilen til at kunne køre igen (uden at vi bliver ruineret). Og det skal det nok. For det gør det, selv i Afrika. Eller rettere, især i Afrika, for når man får luet ud i dem, der gerne vil score en mønt på os og dem, som oprigtigt gerne vil hjælpe, så står vi oftere tilbage med flere af sidste nævnte. Måske endda flere end derhjemme, for der har mange så travlt med deres eget.

Vi fordriver vente tiden med en tur ned langs hovedgaden
Pigens forældre arbejder og bor på stedet. Hun var lykkelig for at prøve at lege med alt det legetøj.

Den 4. dag om aftenen, kommer Patrick med akslen. Efter at den er blevet transporteret 700 km. Patrick er fra Windhoek og arbejder på et projekt heroppe, som skal indvies den følgende dag. Derfor kender han tilfældigvis mange fra Windhoek, som er på vej herop.

Vi jubler. Ulrich kravler under bilen. Strammer skruer og bolte. Han starter den. Batteriet er næsten dødt, så den starter med lidt host. Vi holder vejret. Den begynder at trille! Vi hopper af glæde. Vi er frie!

Vi fejrer det med en øl sammen med Patrick og Gustav, ejeren af stedet, som også har hjulpet os. Flere kommer til. Grillen bliver rykket hen til os. Det er Patricks kollegaer samt en verdens stjerne (i Namibia), nemlig en musiker ved navn Kul Kalux, som skal spille til indvielsen af projektet. 
Vi bliver inviteret op til grillen med de andre og står sammen og spiser det grillede kød med fingrene, uden tilbehør. Det er deres aftensmad.

En fantastisk afslutning, på 5 døgn i tilfældighedernes land.

Manden med den grå trøje er Gustav. De andre hjælper til med alt. De er havemænd, kvægvogtere og tjenere…

4 thoughts on “Fanget i “det vilde vest””

  1. Kia siger:
    juni 19, 2019 kl. 10:59 am

    Det lyder så spændende. Vi savner jer naboer ❤️ Jeg skulle hilse Emil og Ellen fra pigerne og fra os selvfølgelig. De bliver jo storesøster her en af dagene

    Kram fra alle

    1. Ida siger:
      juni 28, 2019 kl. 12:59 pm

      Vi skal også hilse så mange gange fra E og E. Vi talte om jer den dag Freja kom!!!!! Det syntes vi var ret sjovt. : D
      Tillykke med hende endnu engang. Vi glæder os til at møde hende.

      Kram fra EEUI

  2. Else Marie siger:
    juni 19, 2019 kl. 4:43 pm

    Hej med jer
    Hvor er I bare seje.
    Det er så spændende at læse om jeres oplevelser.
    Og det at I tør rejse på den måde er vildt grænseoverskridende for os.
    Vi glæder os til at høre mere og ønsker jer god tur videre.
    Kh Eric og Else Marie

    1. Ida siger:
      juni 28, 2019 kl. 12:58 pm

      Hvor er I søde.
      Så hyggeligt at I har lyst til at følge med.
      Kh Ida og co.

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes