Her er en række af de mange gode spørgsmål vi har fået omkring vores rejse. Fyr gerne flere spørgsmål af, hvis de skulle trænge sig på. -De er også med til at skabe refleksion hos os! Vi opdaterer løbende med nye spørgsmål.
Hvorfor ønsker I at bo i en “lille” trailer i 14 måneder – med to små børn? Hvorfor lejer I ikke en fast bolig i stedet?
Vi er ret pjattede med livet under åben himmel. Det kan godt være at traileren og bilen vi skal bo i er lille, men det er naturen omkring os ikke. Vi vil ikke ”lukke os inde” i et hus men forholde os til verdenen udenfor. Jeg tror måske vi ville kede os, hvis vi skulle bo det samme sted i 14 måneder uden noget at lave. Livet ”på vejen” giver os mange flere oplevelser mens vi får hverdagen til at fungere.
Grunden til at vi f.eks. har valgt ikke at rejse som backpacekere, er fordi vi synes børnene er for små til hele tiden at skulle skifte ”basen” ud. Vi vil gerne, at de kender duften i deres senge og at det fungerer som et genkendeligt sted i alt det ukendte. Derfor har det været vigtig for os at vi kan rejse med vores ”hjem”.
Hvorfor rejser I til Afrika af alle steder?
Da vi gerne vil rejse med vores hus ”på ryggen” udelukkede det også hurtigt at rejse i Asien, da de lande ikke rigtigt er gearet til campinglivet. Australien og New Zealand kunne have været lækkert og nok også en del nemmere, men det er alt for dyrt til at vi kunne være væk så længe.
Vi taler desværre ikke spansk eller portugisisk og derfor havde vi ikke helt mod på Sydamerika, mens ungerne er små.
Sydafrika, Namibia og Botswana kender vi fra vores tidligere køretur ned gennem Afrika. Det er nogle af de mest vestlige lande i Afrika, de er billige at leve i, har lækre campsites og fantastiske naturoplevelser. I de tre lande kan vi også holde os syd for malariabæltet det meste af tiden og dermed undgå at tage medicin.
De tre lande er næsten på samme størrelse som Europa, så der skulle være rigeligt at se. Denne tur handler ikke om at køre langt, men om at være sammen og at alle fungerer i den måde at leve på.
Hvad frygter I mest og hvad glæder I jer mest til på rejsen?
At vi bliver syge eller der sker børnene eller dem derhjemme noget mens vi er væk.
Vi glæder os mest til at være sammen som familie og have al den tid sammen og få en masse gode oplevelser for livet.
Hvorfor 14 måneder?
Fordi det passer med at vi skal hjem til Emils skolestart i foråret 2020.
Hvordan holder I kontakten med andre?
Vi skriver om turen her på hjemmesiden og på Instagram @familybushlife. Via facebooksiden skriver vi når der er nyt på hjemmesiden.
Der er ofte ret gode netforbindelser på campingpladserne, så vi regner med at kunne holde kontakten til omverdenen på den måde.
Vi har også taget vores gamle telefoner med og køber lokale simkort, så vi kan ringe billigt i landet og tjekke og skrive mails, hvis ikke vi har wifi.
Kommer børnene ikke til at savne deres rutiner, legekammerater, værelser, legesager, bedsteforældre mm.?
Jo! Det er jeg helt overbevist om at de gør. Selvom det bliver fantastisk at rejse sammen, så bliver det helt sikkert også rigtig svært at være afsted nogle gange og at være væk så længe fra vores kære og vores trygge hverdag. Jeg tror bare ikke det overskygger de oplevelser vi får sammen som familie. Hvis det gør det, så må vi tage rejsen op til revision.
Det er ingen hemmelighed, at det er børnene vi har haft og har de største bekymringer omkring i forhold til turen. Emil skal starte i skole, når vi kommer hjem og en af vores største bekymringer har været, om vi kan lære ham nok om sociale spilleregler, konflikthåndtering og selvstændighed til at være klar til skolen. Det er børnehavens kerneopgave og kan vi løse den, uden samspil med venner og voksne, der ikke er ens forældre? Det har krævet gode snakke med personalet i børnehaven og andre dygtige mennesker. Vi kan stadig blive ramt af tvivl, men i bund og grund tror vi på, at vi kan give ham noget andet end børnehaven kan, som kan bruges lige så meget (muligvis mere) og som vi håber vil give ham styrke og en dybde igennem hele hans liv. Samtidig vil Ellen og Emil også blive tvunget til at få det til at fungere med hinanden. Der skal de begge nok blive udfordret i konflikthåndtering, hvis jeg kender dem ret.
Ellen har på nuværende tidspunkt en alder, hvor hun bare rigtig gerne vil være sammen med sin mor og far. Det bliver hårdt i starten for hende, ikke at have forståelse for hvor længe vi skal være væk, til gengæld omstiller hun sig også rigtig hurtigt på vores nye liv sammen. Vi er glade for at kunne være sammen bare os fire og først ”slippe hende løs” i børnehaven når hun er 4 år. Hvor Emil nok har lært hende lidt om, hvad det vil sige at være børnehave barn.
Kunne I finde på at tage hjem før tid?
Ja, vi skal ikke være afsted, hvis vi ikke vil.
Hvordan sikrer I privat og voksenliv?
Det ved vi ikke endnu…men helt sikkert noget vi skal finde ud af. Vi tror bare ikke man kan planlægge det på forhånd. Det kommer an på hvordan vores hverdag kommer til at fungere. Det har vi heller ikke planlagt endnu.
Hvordan har I gjort økonomisk? Ift job o.l.
Ida er selvstændig og skal arbejde lidt freelance mens vi er væk. Ulrich er ingeniør og arbejder i anlægsbranchen og har været så heldig at få orlov. Det havde vi ikke turde håbe på og det giver en tryghed ift. at vi har én fast indkomst at komme hjem til. Vi har solgt bil og hvad vi ellers ikke skal bruge. Vi lejer vores hus ud, så vi på den måde ikke har nogle udgifter tilbage i Danmark.
Er det ikke farligt at rejse på denne måde?
Det er farligt at leve, hvis det er sådan man vælger at se livet. Det gør vi ikke. Vi tror på at mennesker gerne vil hjælpe hinanden og forsøger at møde fremmede med et åbent sind. Dog prøver vi heller ikke at være naive. Hvis man f.eks. har sultne børn derhjemme, så gør man ting i desperation. Det kan skabe ubehagelige situationer. Dem forsøger vi selvfølgelig at holde os fra…men vi kan jo ikke være sikker på, ikke at være på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted. Det sted kan lige så godt være i Danmark. Jo, kriminaliteten er høj her og man skal passe rigtig godt på sig selv. Det prøver jeg ikke at negligere. Derfor følger vi også nogle enkelte regler. Vi kører ikke efter mørkets frembrud og skal derfor have fundet et sted at overnatte inden. Vi går ikke bare rundt på gader og stræder. Vi har altid et ekstra øje på børnene. Vi låser bilen når vi sidder i den og kører helt med lukkede vinduer. Og sikkert en masse andre ting vi ikke lige tænker over.
Hvorfor skriver Ulrich ikke?
Det siger ikke Ulrich så meget at skrive, som det gør Ida. Den store forskel er nok, at Ida bearbejder og kobler af med at skrive, hvor det for Ulrich er lidt mere en pligt og det er jo en en “ferie” vi er på.
Hvad vil I få tiden til at gå med?
Få hverdagen til at fungere, så alle kan være med i den og opleve ting sammen.
