Følg hjertet…

Lige som livet derhjemme går op og ned, gør humøret på rejsen det selvfølgelig også. Efter vi har sagt farvel til familien dalede humøret. Det er naturligt nok og det har vi prøvet med alle vores besøg -vi savner dem efterfølgende.

Men denne omgang var det lidt anderledes, fordi afslutningen på turen også er indenfor rækkevidde. Og det er en noget ambivalent følelse. Vi glæder os til at komme hjem til vores (nemme) danske liv, men har samtidig slet ikke lyst til at eventyret skal slutte.

På Wild Coast’en blev vi mindet om, hvor mange anonyme campsites der er. -Især i Sydafrika. Jeg tog mig selv i at drømme mig tilbage til eventyret i de andre afrikanske lande vi har været i.

En aften, hvor ungerne var sendt i traileren for at lege og vi nød et glas vin, fandt vi ud af, at vi begge savner den mere barske ensomme natur, de vilde og afsidesliggende campsites og de søde mennesker, som vi blandt andet mødte i Namibia.

Vores liv i Sydafrika er nemt og bliver måske også lidt kedeligt i længden, der er legepladser og restauranter, kæmpe shopping centre og campsites med 150 pladser, hvor vi ofte er alene, fordi hverdagen for sydafrikanerne er godt i gang efter juleferien. Det kan føles lidt som en spøgelsescampingplads. Vi tager os selv i at være lidt rastløse. Normalt elsker vi at hænge ud ved Lappen og lege, men stemningen er bare ikke til det og forbrugsglæderne trækker også, men gør os ikke lykkeligere, kun fattigere. Vi længes efter nærværet med hinanden, de lokale og naturen.
Sydafrika har fantastisk meget at byde på og det er nok mere vores egen sindstilstand, den er gal med, men vi føler lidt at vi venter på at komme hjem og det er fjollet, når der stadig er massere af tid tilbage.

Vi har lidt over to måneder tilbage på rejsen. Derhjemme svarer det til en meget lang sommerferie, hvor man gladeligt kører til Sydeuropa.

Så helt ærligt, hvorfor kører vi ikke bare et smut tilbage til Namibia? Det er cirka samme længde som fra Danmark til Sydeuropa og kan vi stadig nå at komme tilbage til Cape Town og få en god afslutning der, inden vi får dansk jord under fødderne.

Så i morgen sætter vi alle sejl mod Namibia. Vi kører ind i landet gennem Nationalparken Kgalagadi Transfrontier Park. En park som både Sydafrika, Botswana og Namibia grænser op til.

Vi har cirka 3 campsites i Namibia, som vi drømme om at komme tilbage til.
Vi kan holde os syd fra “malariabæltet,” hvilket er afgørende for om vi har lyst til at komme tilbage. Og så har vi selvfølgelig vores reserve bedsteforældre landmanden Boeta og konen Märiette, som kunne være så dejlige at gense.