Frihed, kidnapning og det danske liv

Vi nyder alle fire friheden. Ja, det lyder paradoksalt, når nu vi er ”fanget” i 14 dages karantæne. Men vi er vant til et trailerliv med mange begrænsninger, især i forhold til vores sikkerhed. Det er ikke noget vi har været kede af, det har været et vilkår, når man rejser på den måde vi gør og i de lande vi har valgt.

Det føles så dejlig befriende at kunne sende børnene ud i haven uden at skulle bekymre sig om farlige slanger, edderkopper eller skorpioner. Men især ikke at skulle være bekymret for kidnapninger. Jeg har ikke tidligere skrevet ret meget om det, for det er en af de ting jeg har været mest ræd for og har ikke engang kunne få det over mine læber. Sydafrika har en rigtig dårlig statistik i forhold til børnekidnapninger og vi fik flere gange at vide, at den var stigende og vi skulle passe meget på. Det var så galt at vi i et storcenter i Durban så en far, der havde sin relativt store søn i snor (deres håndled var forbundet)!!!
Derfor har vi altid været tæt på børnene og har altid haft dem i sigte, især på legepladser og hvor der ellers var andre mennesker.
Selvom også dette faktum blev en hverdagsting for os, så kan vi tydeligt mærke nu, hvor anstrengende det har været og hvor fantastisk det er, at give børnene og os selv længere snor uden uro i maven.

Vi er flyttet ind i vores hus som har været lejet ud og står nu helt tomt. Det slår mig mens vi pakker ud, hvor mange ting vi har. Det føles næsten vulgært når vi har levet i Lappen med så lidt omkring os og set så mange mennesker uden ret meget andet end det tøj de havde på. Det er ikke fordi der er noget forkert i at have mange ting, men det er en befriende erkendelse, at vi slet ikke behøver så meget og da slet ikke mere end det vi har nu!

Vi fylder langsomt legetøj op på Ellen og Emils værelse. De har valgt, at de gerne vil have et fælles soveværelse og fælles legeværelse. Det var en stor dag for dem, da vi begyndte at slæbe de første flyttekasser ind med deres gamle legetøj. De havde det som juleaften, hvor flyttekasserne var kæmpestore gaver.

Alt er nyt for Emil og især for Ellen og det går først virkelig op for Ulrich og mig, hvor meget de faktisk skal introduceres for igen. Selv mælke og yoghurt kartoner studser de over, at de ser ens ud (i de lande vi rejste i, var yoghurten altid i bøtter). Vores naboer skal de møde på ny. Støvsugeren er de ret imponeret over og vi havde lykkeligt fortrængt, hvor meget man rent faktisk bør bruge den. Emil syntes, at huset er som at bo på et luksus hotel og Ellen konstaterede, at der ingen fluer var da vi skulle spise mad. Men størst for dem begge er det, at alle taler dansk!

Meeeen det er altså mærkeligt, at familie og venner ikke må komme forbi og vi savner at være sammen med dem når vi nu endelig er hjemme.