Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia

Posted on marts 4, 2020marts 4, 2020 by Ida

Den namibiske landmand Boeta og hans kone Märiette er blevet vores selvvalgte familie, hvilket også var en af grundene til, at vi gerne ville tilbage til Namibia. De er som bedsteforældre for Emil og Ellen og forkæler os med lækker mad og sjove oplevelser.

Sidst vi så dem, var i juli 2019, lige inden vi skulle være ude af Namibia (pga. vores visum). Vi troede ikke vi ville se dem igen, men vi har holdt kontakten lige siden.

Märiette og Boeta er nogen af de mest gavmilde mennesker vi har mødt. Hver gang vi kommer til dem på farmen eller de lige stikker hovedet op på campsiten, har de noget med. Hjemmelavet brød, hjemmelavet biltong (tørret råt kød…jojo, det smager altså virkelig godt) marmelade og jeg kan blive ved. Det er svært at gøre gengæld, men vi forsøger.

Her nyder Emil og Ellen Märiettes hjemmelavede dadelkugler fra hendes egen dadelpalmer.

Det har stort set ikke regnet i den sydlige del af Namibia, selvom vi er langt inde i regnsæsonen. Faktisk har Namibia (og samtlige tilstødende lande) lidt af frygtelig tørke i cirka 7 år. Det gør det vanskeligt at være landmand, for der er mangel på mad.

En af vores yndlings campsite med eget bad, toilet, køkkenvask og den smukkeste udsigt til bjerge og solnedgange. -hos Boeta og Märiette. Mount D’urban Campsite.

Samme dag som vi ankom begyndte det at regne. Ikke sådan noget tøvende støvregn men virkelig store massive dråber. Boeta kunne ikke få armene ned af bare begejstring. Faktisk lå Märiette og Boeta og kørte op og ned af vejen for at se vandet flyde ned og fylde floderne.

Regnen fortsatte cirka samme tid hver dag efterfølgende og varede maks en time. Under en af skyllerne kom en bil med tagtelt op på campingpladsen og ud steg Lisbeth og Erik. -Danskerne vi havde mødt i Keetmannnshoop. Hyggeligt!
Her var der tid til at udveksle nogle af vores forskellige rejseeventyr.

Skorpion

Hos Boeta og Mariëtte har de utrolig smukke flade sten. Faktisk er deres campsite bygget med dem. Ulrich og jeg gik på jagt efter et par, som vi kan tage med hjem som souvenirs (godt at traileren skal shippes hjem…). Jeg løftede en stor sten og under den gemte sig denne store fætter. Kan du se den? Den er sort med gule ben…

Emil og Ellen er vilde med at lege med de flade sten og bygger alt mulig med dem. De har lært at sparke til stenene før de løfter dem op, men føj! Vi passer normalt rigtig godt på, men pludselig ville Ulrich og jeg hellere end gerne tage sten til dem så de kunne lege med dem.

Søndagsfrokost

Om søndagen blev vi inviteret til frokost, og søde som Boeta og Märiette er, blev Erik og Lisbeth selvfølgelig også inviteret med. Sikke en frokost. Boeta grillede en mørbrad fra en hjemmeskudt kudu, som smeltede i munden og Märiette havde lavet forskellige slags salater og kartofler i ovnen. Vi følte os så forkælet alle sammen.

Boeta giver os en lektion i hvordan man bager hans brød. Emil og Ellen “skriver op” hvad han gør

Efter maden kørte Boeta os med ud til floden, hvor der er bygget en dæmning og fordi der var faldet så meget regn, var det pludselig blevet en pool!

Boeta og Ellen slår differentialespærren til så vi kan køre i det bløde sand.
Boeta hygger sig med at begrave Emil mens Ellen hygger sig i den varme mudder pool.
Det er så dejligt at låne Boeta og Märiette som bedsteforældre til Emil og Ellen.

African tick bite fever

Ellen blev syg efter hendes 4 -års fødselsdag. Der var ikke symptomer på malaria, så vi slog koldt vand i blodet selvom pulsen lige ryger op, når børnene får feber. En uges tid efter blev Emil også ramt. Han fik bare højere feber og det varede længere tid. Vi havde lagt mærke til to mærke på hans hud, som ikke var myggestik men helt sikkert små bid fra et insekt. Pludselig begyndte de at blive meget røde med en gul prik i midten. Det kunne vi ikke lide.

Derfor måtte vi få fat i vores danske læge, som vi efterhånden har talt med et par gange. Mogens arbejder for vores forsikringsselskab og er lidt af en ekspert i tropesygdomme. Derfor spørger vi altid efter ham.

Han var hurtig til at konstatere, at det nok var et flåtbid, som hernede kan give rigtig høj feber og efter vi sendte et par billeder, var han ikke i tvivl. Heldigvis kører vi selv rundt med et mindre apotek og kunne starte en antibiotika behandling med det samme. Et par dage efter var Emil fuld af spilopper igen.

Mogens ringede hver dag for at tjekke op på os. Sikke en service. Han havde ved et tilfælde fundet ud af, at vi langt ude også er i familie! Danmark er lille!

Rundtur på farmen

Nogle gange forestiller jeg mig det er sådan der ser ud på månen. Det er bare Boetas land.

Her tager Boeta os med på en rundtur på farmen, der er på størrelse med Møn…Han har geder, køer, kudu’er, oryx og springbuk.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes