Den namibiske landmand Boeta og hans kone Märiette er blevet vores selvvalgte familie, hvilket også var en af grundene til, at vi gerne ville tilbage til Namibia. De er som bedsteforældre for Emil og Ellen og forkæler os med lækker mad og sjove oplevelser.
Sidst vi så dem, var i juli 2019, lige inden vi skulle være ude af Namibia (pga. vores visum). Vi troede ikke vi ville se dem igen, men vi har holdt kontakten lige siden.
Märiette og Boeta er nogen af de mest gavmilde mennesker vi har mødt. Hver gang vi kommer til dem på farmen eller de lige stikker hovedet op på campsiten, har de noget med. Hjemmelavet brød, hjemmelavet biltong (tørret råt kød…jojo, det smager altså virkelig godt) marmelade og jeg kan blive ved. Det er svært at gøre gengæld, men vi forsøger.
Det har stort set ikke regnet i den sydlige del af Namibia, selvom vi er langt inde i regnsæsonen. Faktisk har Namibia (og samtlige tilstødende lande) lidt af frygtelig tørke i cirka 7 år. Det gør det vanskeligt at være landmand, for der er mangel på mad.
Samme dag som vi ankom begyndte det at regne. Ikke sådan noget tøvende støvregn men virkelig store massive dråber. Boeta kunne ikke få armene ned af bare begejstring. Faktisk lå Märiette og Boeta og kørte op og ned af vejen for at se vandet flyde ned og fylde floderne.
Regnen fortsatte cirka samme tid hver dag efterfølgende og varede maks en time. Under en af skyllerne kom en bil med tagtelt op på campingpladsen og ud steg Lisbeth og Erik. -Danskerne vi havde mødt i Keetmannnshoop. Hyggeligt!
Her var der tid til at udveksle nogle af vores forskellige rejseeventyr.
Skorpion
Hos Boeta og Mariëtte har de utrolig smukke flade sten. Faktisk er deres campsite bygget med dem. Ulrich og jeg gik på jagt efter et par, som vi kan tage med hjem som souvenirs (godt at traileren skal shippes hjem…). Jeg løftede en stor sten og under den gemte sig denne store fætter. Kan du se den? Den er sort med gule ben…
Emil og Ellen er vilde med at lege med de flade sten og bygger alt mulig med dem. De har lært at sparke til stenene før de løfter dem op, men føj! Vi passer normalt rigtig godt på, men pludselig ville Ulrich og jeg hellere end gerne tage sten til dem så de kunne lege med dem.
Søndagsfrokost
Om søndagen blev vi inviteret til frokost, og søde som Boeta og Märiette er, blev Erik og Lisbeth selvfølgelig også inviteret med. Sikke en frokost. Boeta grillede en mørbrad fra en hjemmeskudt kudu, som smeltede i munden og Märiette havde lavet forskellige slags salater og kartofler i ovnen. Vi følte os så forkælet alle sammen.
Efter maden kørte Boeta os med ud til floden, hvor der er bygget en dæmning og fordi der var faldet så meget regn, var det pludselig blevet en pool!
African tick bite fever
Ellen blev syg efter hendes 4 -års fødselsdag. Der var ikke symptomer på malaria, så vi slog koldt vand i blodet selvom pulsen lige ryger op, når børnene får feber. En uges tid efter blev Emil også ramt. Han fik bare højere feber og det varede længere tid. Vi havde lagt mærke til to mærke på hans hud, som ikke var myggestik men helt sikkert små bid fra et insekt. Pludselig begyndte de at blive meget røde med en gul prik i midten. Det kunne vi ikke lide.
Derfor måtte vi få fat i vores danske læge, som vi efterhånden har talt med et par gange. Mogens arbejder for vores forsikringsselskab og er lidt af en ekspert i tropesygdomme. Derfor spørger vi altid efter ham.
Han var hurtig til at konstatere, at det nok var et flåtbid, som hernede kan give rigtig høj feber og efter vi sendte et par billeder, var han ikke i tvivl. Heldigvis kører vi selv rundt med et mindre apotek og kunne starte en antibiotika behandling med det samme. Et par dage efter var Emil fuld af spilopper igen.
Mogens ringede hver dag for at tjekke op på os. Sikke en service. Han havde ved et tilfælde fundet ud af, at vi langt ude også er i familie! Danmark er lille!
Rundtur på farmen
Her tager Boeta os med på en rundtur på farmen, der er på størrelse med Møn…Han har geder, køer, kudu’er, oryx og springbuk.