Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden

Posted on september 1, 2019september 1, 2019 by Ida
– Grænsen mellem Botswana og Zambia.

Vi havde jo troet at grænsen mellem Namibia og Botswana ville blive den mest ”Afrika agtige” [læs: kaos, ineffektiv og forvirrende] grænse, vi ville komme til at krydse, men fordi vi nu bevæger os længere væk fra de mere vestlige lande, så begynder kaosset også at blomstre og det er egentlig ikke så tosset at være i det igen efter 6 år.  

Den lille klat ude på floden er færgen som vi venter på…
Til vestre er broen som er ved at blive bygget

Det er Zambezi floden, der skiller Botswana fra Zambia og man skal derfor med en lille færge, men det er altså ikke helt som Helsingør / Helsingborg færgerne. Der er kun plads til 4 biler og en lastbil. Biler har førsteret til færgen, hvilket gør at lastbiler venter i flere dage og der er kilometer lange køer på hver side.

Lastbiler så langt øjet rækker. Det tager dem dage og uger at krydse den lille flod. Vi måtte køre foran køen
Vores bil og lap, en mini lastbil og en større lastbil kunne lige knibes sammen på færgen.

Man køber billetten mens man sejler. Det er kun chaufføren, som må køre til og fra borde. Alle andre skal gå. Alle bliver gelejdet over til færgen på samme tid, så fodgængerne går mens bilerne kører mellem dem. Alle skal op på en tynd metalrampe, som er godt knækket og slidt og det er svært ikke at fundere over, om metalpladerne kan holde til lastbilernes og Lappens vægt. Emil, Ellen, Inge og jeg gik, som de sidste, tæt og forsigtigt op på rampen. Vi havde kun taget et par skridt ind, så begyndte færgen at bakke fra land og sejle mod den anden bred.

Ulrich står i betalings køen. Vi står ved motoren som lige er ved at få hældt mere diesel på. Den larmede…

Turen tager kun 5 minutter, så man kan ikke nå at købe noget på færgen som man kan, når Øresund krydses. Til gengæld bliver man mødt af boder og sælgere på Zambia siden, som nyder godt af at man ikke sidder i bilen og håber at få solgt nogle kiks, bolcher eller tørt brød.

Velkommen til kaos på havnen i Zambia!

Der er et væld af lastbiler på den anden side, de holder og venter på at få papirerne i orden så de kan køre ud af det lille havneområde.

Lige ved siden af færgen, bliver der arbejdet på en fin bro men om den bliver færdig til næste år, i 2021 eller 2022, det hersker der meget tvivl om.

Vi er glade for, at få lov til at prøve at sejle over mens det stadig er muligt.

Da vi ankommer til Zambia, må vi parkere bilen og lappen mellem alle lastbilerne mens vi går op og får lavet visum og stemplet bilens pas. Det var rigtig dejligt at Inge var med os. Så kunne vi dele os op, og én blev ved bilen for at passe på den. Vi var spændte på hvordan autoriteterne ville behandle os. Er man uheldig og møde en ”bossy” person kan det hele godt tage utrolig lang tid og blive meget besværgeligt. Derfor røg Ellen også op på armen, så de hurtigt kunne se, at vi rejser med små børn. Det har før tøet mange mennesker op og det gjorde det også igen. -Så meget at Emil og Ellen også fik et stempel på armen, da bilen skulle godkendes til indrejse i landet -for så var Ellen og Emil jo også blevet godkendt.

Børnene er godkendt til indrejse med stempler på armende fra en grænsebetjent som havde humor
5 mænd står klar ved vores bil for enten at sælge alt muligt eller agere guide til de mange kontorer.

Der står en kødrand af “fixere”, som håber på at kunne tjene lidt penge på at ”hjælpe” os igennem grænserne. Vi har kun brugt fixere, da vi i 2012 ankom til Port Said i Egypten, hvor alt foregik på arabisk og grænsen mellem Egypten og Sudan. Der var det nødvendigt, hvis ikke det skulle tage flere uger.  Her på grænsen mellem Botswana og Zambia, burde vi selv kunne finde ud af det, men helt enkelt er det ikke. Her er en lille oversigt over alle de forskellige steder vi skulle finde på havneområderne i Botswana og Zambia for at skifte land (de er ikke så flinke til at sætte hjælpende skilte op…):

  • Immigrations kontoret i Botswana – et stempel i passet for at komme ud af landet
  • Et stempel i Carnet (bilens pas) for at få bilen ud af Botswana
  • Påmønstre færgen over Zambezi (200 pula = 125 kr.)
  • Et stempel og visum i Zambia + 50 US dollar pr. visum (børn er gratis)
  • Finde nyt kontor og få et stempel i Carnet og papir tjek (her kan man være uheldig at de også vil tjekke selve bilen, vi slap)
  • Kontor skift – betaling for Co2 på grund af bilen (200 Kwatcha = 100 kr.)
  • Endnu et nyt kontor, betaling for ”Motor Vehicle Levy” (30 Kwatcha = 15 kr.)
  • Sidste kontor indenfor havnen – vejskat (20 US dollar)

Så kunne vi endelig blive lukket ud af havneområdet i Zambia og der skulle vi også stoppe ved et tilfældigt kontor og købe ansvarsforsikring (260 Kwatcha = 130 kr.)

Det er ikke helt gratis at krydse en grænse her (især med bil). Dog er Zambia det første land, at vi har skulle betale for visum. Det var gratis i Sydafrika, Namibia og Botswana.

På trods af al forvirring og kaos var det en rigtig god oplevelse at krydse grænsen. Det tog omkring to timer fra vi blev stemplet ud af Botswana til vi kunne køre videre i Zambia. Det er slet ikke dårligt af en afrikansk grænse at være! Meeeen Scandlines kunne nok godt lære dem et og andet, især om effektiviseringen og komfort.  

2 thoughts on “En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden”

  1. Anne-Grethe siger:
    september 1, 2019 kl. 4:44 pm

    Hej til jer alle 4
    Hvor er det spændende at følge jer, I er bare så seje at gøre det, mange kun drømmer om.
    Også her har I oplevet, at folk er hjælpsomme-selvfølgelig mod betaling- men I havde jo ikke noget valg, da I sad fast.
    Vi har heldigvis været nogen af de skønne steder, I besøger, og vi forstår godt, at I ikke tør campe med de mange lidt voldsomme dyr så tæt på.
    Zambesifloden og dermed Victoria Falls er fantastiske, vi sejlede ikke over, men gik over broen mellem Zimbabwe og Zambia – også en usikker tur for lastbiler der.
    Fortsat rigtig god tur og pas rigtigt godt på hinanden
    Mange knus Erik og Anne-Grethe

    1. Ida siger:
      september 9, 2019 kl. 6:05 pm

      Kære begge

      Vi har tænkte på jer for I har sikkert været nogle af de samme steder som os. Botswana har så meget fantastisk dyreliv at tilbyde. Det var virkelig imponerende. Nu nyder vi dejlige campsites og en befolkning med noget mere varme i Zambia.

      Dejligt at høre fra jer!
      Kærlige hilsner til jer begge fra os alle 4

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes