Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Grænsen til korruption, Mozambique

Posted on oktober 13, 2019oktober 13, 2019 by Ida

Mozambique er en gammel portugisisk koloni, og her tales der nødigt engelsk. Vores portugisiske er desværre temmelig rusten, for ikke at sige, ikke eksisterende, hvilket gjorde det vanskeligt at kommunikere. 

Særligt fra vi krydsede grænsen fra Zambia ind til Mozambique, og til vi kom til de mere turistede egne, i retningen af Sydafrika. 

Et lidt dårligt håndtegnet kort, blot for at give et hurtigt overblik over vores rute

Grænsekrydsningen var tures hidtil længste. 3 timer kom vi op på. 

Vi vidste godt at autoriteterne i Mozambique, er temmelig korrupte og gerne går efter turisterne. Og det er da også en af de to ting, som gjorde at vi tøvede med at rejse igennem det land. 

1. Korruption og behandlingen af turister.

2. Malaria, som er meget udbredt i landet. 

Vi har dog valgt at besøge landet. 

  1. Fordi der er opstået en modstandsgruppe via sociale medier, der har fået temmelig godt bugt med behandlingen af korrupt politi og militær langs vejene. 
  2. Vi er virkelig blevet gode til at beskytte os mod myggestik og vi tager forebyggende medicin mod malaria. 

Betjenten som skulle stemple vores pas og udstede visa på grænsen, var heldigvis rigtig venlig og forsøgte så godt han kunne på sit gebrokne engelsk, at forklare os hvad vi skulle. Det eneste ord vi, i farten, havde lært på portugisisk var tak og det blev flittigt brugt. “Obrigado!” 

Da vi endelig var færdige med vores visum, som blev lavet med digitale billeder og fingreaftryk, skulle vi tale med en mand i hvid kittel, som havde taget vores vaccinationskort, da vi ankom til grænsen. Vi tvivlede stærkt på, at han var læge, især da han forsøgte at afpresse Ulrich for noget mad, fordi han mente nogle af hans vaccinationer var forældet…. men okay, det kunne en læge måske også have fundet på, på disse kanter? 

Tilbage i bilen, blev vi nu stoppet af en vagt, som gerne ville kigge ind i bilen og traileren. 

Vi har tidligere skrevet om, hvordan Emil og Ellen nok er med til at få tingene til at køre lidt mere glat, fordi de kan charme autoriteterne en del bedre end Ulrich og mig. Desværre ikke denne gang. 

Vagten havde massere af tid og der var ingen andre at genere (andre hvide, ja, for sådan er det desværre). 

Han havde ikke glimt i øjet. Ulrich gik med ham og åbnede de steder, han pegede på. Jeg tog fluks Ellen på armen og foregav, at forklare hende hvad manden havde gang i, så han kunne se at vi havde små børn. 

Heldigvis kendte han ikke til indretningen af vores Lap. Han bad kun om at kigge i selvet soverummet, som jo er ét stort kaos, når alt er pakket sammen. Han virkede også lidt som om det tog pusten fra ham. Men han insisterede på, at spørge om der ikke var noget vi skulle deklarere og undrede sig nok over vores halvtomme køleskab i bilen. Han overvejede heldigvis ikke, at spørge til nogle af alle de mange rum, hvor lappens køkken jo er skjult. 

Pludselig stod vores “ven” der. Betjenten som havde lavet vores visa og det lod til at påvirke vagtens attitude. Han gassede ned for agressionen og lod os køre ud i landet. 

Vi skulle nå til byen Tete, for der var vi sikre på at der var en campsite.

I byen Tete tager vi en hvile dag fra al den kørsel. Her er ret spændende og meget andetledes på en “Portugal møder Afrika” agtig måde

Det var første møde med Mozambique og noget helt andet end alle de andre lande, som jo stadig er præget af den britiske kolonimagt.

2 thoughts on “Grænsen til korruption, Mozambique”

  1. Inge siger:
    oktober 21, 2019 kl. 6:54 am

    Jeg er glad for at det var lidt mere nemt da jeg var med på grænsen mellem Botswana og Zambia
    Det lyder ikke lige så spændende på grænsen til Mozambique !

    1. Ida siger:
      oktober 26, 2019 kl. 2:05 pm

      Ja, det var stadig meget “afrika agtigt” da du var med men det blev lige en tand mere i Mozambique : D

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes