Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Rundturen med familien, Sydafrika

Posted on januar 15, 2020januar 15, 2020 by Ida

Vi har sådan glædet os til at vise familien, hvordan vores liv er “på vejen.”

Sådan ser vores rute ud, dog noget upræcis. Cirka 3 uger brugte vi.

Vi har prioriterer at vise min bror Troels, hans kone Thea og deres søn Valentin samt Nina og Allan (mormor og morfar) steder, som også er nye for os. Dog var julelejreren kendt og tryg for børnene.

Hele den pukkelryggede.

Julefejringen blev skubbet til den 25. 12. for Nina og Allan ankom først den 24. om eftermiddagen og skulle have lov til at hvile ud.

Nina og Allan havde taget overskåren med fra vores yndlings bager. Det var altså stort!

Vi havde været heldige, at få en plads til vores lejr helt ned til Vaal River og floden lavede et fint soundtrack for julen.

Ellen pynter juletræet.

Der var gaver under traileren og dans om et lille juletræ, som Nina havde købt i en Tigerbutik hjemme i Danmark. Alle fik lov til at vælge en sang.
Det blev til en masse klassikere og “På loftet sidder Nissen” sunget med en lidt alternativ tekst (Syng gerne selv med):

“Kaaa’nin, kanin, kanin, kanin, kanin kaaanin,
Kanin, kanin
Kanin, kanin
osv.”

Valgt af Ellen.

En del af indpakningenspariret var genbrug. -Nok det dyreste jeg nogensinde har brugt, nemlig røntgenbilleder at Ulrichs og mine lunger, som vi fik taget i forbindelse med vores visum ansøgning.

Ulrichs familie-julesang skulle vi selvfølgelig også have. Om brandslanger og ild i juletræet. -den er altid et hit, også blandt børnene. Og ja, vi vakte temmelig meget opsigt på den lille campingplads. Men traditionerne skal jo holdes i hævd!

Julemanden overraskede os alle sammen. Ham var vi ellers sikker på var blevet hjemme i Danmark.


Efter jul kørte Troels og co. mod Blyde River og vi andre kørte en lille omvej på safari i Pilanesberg. Parken var gavmild og vi fik set mange dyr.

Vi havde fundet en lille campsite med “bucket-showers”….
Blyde River Canyon og “The Three Rondavels.”
Nytårsbuketten bliver klaret fra en grøftekant.

Tropperne blev igen samlet til nytår. En meget våd en af slagsen og det var ikke på grund af alkohol. Vi krøb sammen under vores Bush-Wing og lavede fis med Ninas medbragte nytårspynt og vores indkøbte knaldperler.

En af de smukkest pools vi har set på hele rejsen var på den campsite, hvor vi fejrede nytår.

Den sidste nat med Troels, Thea og Valentin blev på et hotel fordi det igen regnede. Noget ungerne var helt oppe at køre over. Vi spiste god morgenmad sammen og krammede farvel.

Emil sagde trist til mig, lige inden vi skulle sige farvel: “Årh, hvor er Valentin sød. Han er min bedste lille ven. Jeg kommer til at savne at lege med ham.”

Det har været så sjovt, at se de tre børn sammen. De har hygget sig og Emil og Ellen har nydt at være den store fætter og kusine og at have en lille ven, der forstod dansk.

Et hyggeligt stop på vejen med virkelig lækkert lokal mad. Man skulle næsten tro de var klædt ud…men sådan var deres køkken påklædning, helt oprigtigt.

Sammen med mormor og morfar drog vi videre til Nationalparken Ithala. En park vi af flere har fået anbefalet. Den levede op til forventningerne.

Selv de små dyr hernede er smukke.
I parken var det dog mest de store dyr vi nød synet af. Men sådan en laban her, kan man næsten ikke tage øjnene fra.

Der er efterhånden faldet så meget regn, at her begynder at være så smukt grønt. Muligvis første gang i de 11 måneder vi har været afsted, at alt ikke er knas tørt og gult. Det er forfriskende, især i parkerne.

Campen i Ithala minder på mange måder om campsites i Botswana. Alt er en smule mere primitivt, men udført med finurligheder og charme. -Som udendørs badet med to brusehoveder. Eller det helt normale toilet, bygget ind i en lille sivhytte uden dør. Dog er campen ikke indhegnet, så man sover med dyrene. -Ligesom mange steder i Botswana også. Det er ret charmerende men ikke med to lækkerbiskner som Emil og Ellen, der er alt for nemt kød at få fat i. Derfor blev vi også kun én overnatning.

Badet på campsiten i Ithala.

Det Indiske Ocean trak i os alle og efter en lidt lang køretur endte vi i kystbyen St. Lucia. Det var dejligt med et par dages afslapning, hvor vi nød godt af ananas, mangoer, avokadoer og meget andet lækkert, som er ved at være plukke modent.

Vi støtter de lokale ved at købe lokalt.
Vi har en særlig fangeleg vi leger, hver gang vi møder havet.
Udsigt til alle sider i Dragensberg.

Sydafrika er bestemt kontrasternes land og skiftet fra til St. Lucia, som er lidt af en turistby til Dragensberg var stort. Ved en tilfældighed, havde vi fundet en utrolig smuk, hyggelig og isoleret campsite, en times kørsel fra hovedvejen og ind i bjergene på grænsen mod Lesotho. I floden var der lavet en lille dæmning, så den fungerede som pool, hvor der hele tiden løb frisk vand igennem. Var det ikke fordi tiden sammen med Mormor og morfar snart var ved at rende ud (det samme var madbeholdningen), havde vi blevet der i en uge.

Tilbage i Johannesburg, fik vi vist Nina og Allan, at byen også kan være for børnefamilier med gode legepladser og lækkert take away. Nu skal vi lige finde rytmen igen, når vi bare er os fire. Vi har oplevet så meget, som lige skal fordøjes, så nu geare vi helt ned. Leger med kaniner og LEGO og hygger i Lappen.  

familybushlife

familybushlife
Et af de spørgsmål vi oftest får stillet efte Et af de spørgsmål vi oftest får stillet efter vi er kommet hjem fra vores 14 måneders rejse i Afrika er: “Hvad er jeres værste oplevelse” eller Oplevede I slet ikke noget dårligt?”
Et interessant spørgsmål for det siger meget om, hvad vi forestiller os der kan ske i sådan nogle fremmede lande...

Jeg har længe haft lyst til at lege med lyduniverset fra vores rejse. Undervejs på turen har jeg lavet små reportager med egne tanker eller bare optaget farverig lyd, der uden ord fortæller, hvor vi er. 

Hvis du har lyst, kan du i 10 minutter rejse med i lydens verden og genopleve vores værste oplevelse. 
Klik ind på www.familybushlife.dk eller linket på vores IG-profil. 

Og bær over med mig. -Jeg er blot en hyggeamatør, der prøver kræfter med et nyt spændende (lyd)univers. Men jeg håber du kan lide hvad du hører. 

#lyd #lydunivers #podcast #værsteoplevelse #rejse #afrika #rejsemedbørn #underholdning #bange #frygt #fortældet #elskerrejser #lytmed #mozambique #rejser #travel #overlanding #overland #fåmestudaflivet #mensduhardet #børn
Godt nytår kære godtfolk. Sikke et år, 2020! Godt nytår kære godtfolk. Sikke et år, 2020! 

For os bød starten af året på afslutningen af vores 14 måneders afrikanske eventyr tilbage i midten af marts. Heldigvis afkortede vi kun rejsen med 12 dage før tid på grund af corona. 
Det var en lettelse at komme hjem (pga. covid-19) men også en kold tyrker for hvordan erstatter man overland eventyr med “hverdags Danmark”? 

Vores families svar er nok, at en kombination er lykken. For det vigtigste er, at vi er glade for vores liv mens vi lever det. Og hvordan man bliver det er nok ganske individuelt. 

Corona hjalp os med at lande, (hvor paradoksalt det end lyder) men vi kom fra en hverdag, hvor der nogen gange ikke skete så meget... 😁 Vores 14 dage i karantæne var på den måde en fin måde stille og roligt at vænne os til det lidt mere travle hverdagsliv vi lever her hjemme (selv i coronatider). 

Ellen var i starten af 2020 mere afrikansk end dansk. Det krævede langsom tilvænning til børnehave livet, men hun stortrives nu og nyder at have venner på sin egen alder, der kan tale samme sprog som hende.

Emil fandt lynhurtigt sin hylde på hans skole, hvor han startede i BH-klassen. Han er dumpet ned i et fællesskab, hvor han passer rigtig godt ind og hvor der er plads til at hans afrikanske minder også kan få luft en gang imellem. 

Eventyret fylder stadig i os alle fire og en hyggelig tradition er legen “gæt et minde.” 

2020 har udover corona, mest været året, hvor vi skulle lære at være hjemme igen og også været året, hvor vi har kunnet mærke, hvilken styrke rejsen har givet til vores firkløver. 

Vi glæder os til et 2021, der helt sikkert byder på nye (mindre) eventyr og lige så meget nærvær som 2020 ♥️

Tak for at følge med! 
Rigtig godt nytår!

#godtnyrår #newyear #overlanding #rejse #eventyr #nytårsopsamling #rejsemedbørn #børnpåtur #underholdning #afrika #travel
#glædeligjul #merrychristmas #toallofyou #tak #ju #glædeligjul #merrychristmas #toallofyou #tak #julefryd #rejser #rejsemedbørn #overlanding #travel #afrika #udiverden #snartigen #lapogko
Når abstinenserne efter Lappen og savnet efter d Når abstinenserne efter Lappen og savnet efter den afrikanske varme bliver for stor... 
-vi er rykket i sommerhuset 😁

#afrikaoverland #overlanding #fedt #abstinenser #hjemkærehjem #jatak #bedreendjuleaften #rejsemedbørn #børn #rejser #coronarejser
Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2021 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes