Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Lesotho

Posted on november 23, 2019december 1, 2019 by Ida

Efter vores besøg i Swaziland, regnede vi lidt med, at Lesotho også ville være temmelig civiliseret. Der tog vi fejl. Faktisk er det noget af det vi elsker ved at rejse i de afrikanske lande. -de overrasker altid og er ofte total uforudsigelige.

På grænsen mellem Sydafrika og Lesotho sælges der alt fra ristede majs og karameller til flettede hatte og tæpper. Denne unge mand sælger sim-kort og det køber vi altid, når vi kommer til et nyt land, så kan vi ringe lokalt og komme lidt på nettet, hvis det virker. 
Kaos i hovedstaden Maseru. Bilerne med gule striber er taxa’er. De kører efter deres egne regler….ligesom de lokale busser….
Det er en sand fornøjelse at holde tissepause i disse omgivelser

Lesotho minder meget om Etiopien med højlandet og kulden tilfælles.

Lige som at næsten alle i Danmark har en cykel, så har næsten alle i Lesotho en hest eller et æsel. Det er det mest fornuftige transportmiddel på disse smalle bjergede grusveje eller mudrede snirklede stier.

Byen Semonkong ligger langt inde i bjergene. Det er en westernby med pæle udenfor de små blikskurs-butikker, så man kan tøjre sin hest. Vejen hertil er fornyeligt blevet asfalteret og det gør kørslen noget mere behagelig. Vi holder dog af at køre på de mindre veje og vælger vejen gennem bittesmå landsbyer mellem smukke bjerge og grønne dale. Folk kigger undrende på os og vinker venligt, når vi kører forbi dem på grusvejen. Turen tager muligvis dobbelt så lang tid, som det ville have gjort på asfalten. Til gengæld oplever vi også tilsvarende mere.

Vi bor på Semonkong Lodge, der også har en lille campsite. Her er heste der græsser og gæs som skræpper.

I Semonkong lodge går hovedvejen til byen gennem lodgen. Vi nyder at kigge på alle de flotte (og slidte) mennesker der dagligt går forbi
De beskytter sig mod vind og sol

Et af de største erhverv (for mændene) i Lesotho er at arbejde som hyrde. Enter for andre eller for sin egen familie.

Lige som vi danskere godt kan ligne hinanden temmelig meget i påklædningen, så er der også her særlige regler for ‘mode’.
Samtlige mænd og drenge har et stort varmt tæppe bundet om sig som en kappe. De har strikkede elefanthuer på, hvor der kun er huller til øjnene. De har en stok med, som bruges både til at holde balancen i bjergene, men også til at slå hesten eller æslet de ridder på. Tøjet de har på inden under, er lige som vores. Bukser og bluser men fuldstændig vejrbidt og blegt med huller i.

Vi får associationer til riddere

Vandfaldet Maletsunyane ligger en times gåtur fra byen og er et af de længste fald på den sydlige halvkugle, 204 meter.

Vi lejer heste til Emil og Ellen og begiver os afsted med to hjælpere, der kender dyrene. Vi skal åbenbart gå af den lokale hovedvej/sti i retning af nogle små byer, der ligger drysset ud på skrænterne. Det føles som om vi er en del af hverdagens myldretid til og fra Semonkong, som er det eneste sted man kan handle i området. Vi bliver overhalet af æsler pakket med majsmel, sukker, øl, olie og sågar en dør, ser vi blive transporteret. Det er virkelig hyggeligt, at få lov til at gå sammen med disse mennesker og dyr, som selvfølgelig kigger lige så meget på os, som vi på dem.

Ellen synger til sin hest

Emil og Ellen nyder at sidde på hesteryggen. Ellen har ofte proklameret, at hun er dyrlæge, for hun kan tale med dyrene, som hun fortæller som begrundelse. Normalt står munden ikke stille på hende men på ryggen af hesten, er hun helt stille og sagelig, mens hun visker hemmeligheder til sin hest, som hun kalder Barbar. Emils hedder Himmelhimmel.

Hestene sætter et hastigt tempo og Ulrich og jeg halser efter. Det er også skønt for os, at kunne gå i et voksent tempo og få pusten lidt ekstra op.

Der er ikke faldet meget regn og derfor er det et meget lille vandfald

Vandfaldet er smukt, men det er mere turen frem og tilbage, som gør størst indtryk.

Der bliver slidt og slæbt med alle de varer der skal transporteres fra byen
Westernbyen Semonkong

Tilbage ved lodgen går vi op i byen for at se, hvor de får alle deres vare fra.
Vi får at vide, at der er en ‘kinashop’ ‘pakistanershop’ og en ‘indiskshop’. De sælger stort set det samme. Plasticting, sæbe, tørvarer og en smule grøntsager. I den ene butik finder vi et flot tæppe som mændene har om sig og det må vi eje.

Jeg varmer mig i det nye tæppe. Der er koldt om aftenen i bjergene

I byen Malealea bor vi også på en lodge, hvor vi kan campe. Hver aften er der et lille lokalt show med korsang og et band, der spiller med hjemmelavede instrumenter. Pludselig, mens de spiller, hører jeg at nogle taler dansk. Det er et ægtepar fra Viborg, som er på en 6 ugers rejse fra Johannesburg til Cape Town. De har bedsteforældre-alderen og Emil og Ellen nyder meget, at tale med nogle som forstår dem og som minder lidt og deres tre bedsteforældre, som de savner meget.

Huse i byen Malealea
Vandet der kommer ud af vandhanen i Malealea, er nok det mest beskidte vand vi har haft på en campsite…Vi gemte badet til en anden god gang…
Smukke afrikanske farver
Flere huse fra byen
Vi er taget på en to timers vandretur ud til et plateau
Ellen tager en pause inden vi går videre
Vores guide som følger os ud til det smukke plateau, mens hun fortæller om livet i Malealea
Vi nyder den smukke udsigt til bjerge og kløfter

Den nye asfalterede vej tager ikke særlig hensyn til bjergkørsel, så i stedet for at lave serpentiner sving, som man kan liste sig op ad, er de mere lodrette. Bilen begynder at drille. Den får ikke tilført nok diesel på grund af et filter, der er blokeret. Filteret er ikke et man anvender i Land Rovere hernede, men åbenbart kun i Storbritannien (hvor bilen er fra) og derfor har vi ikke kunne skifte det.

Vi ændrer derfor planen. Vi skulle have kørt fra nord til syd i Lesotho, men kører tilbage til samme grænse, vi er kommet fra. I den sydafrikanske grænseby Ladybrand ligger der en god Land Rover mekaniker, som tidligere på ugen, gav bilen et service. Ham får vi til at ’bypasse’ filteret, så dieslen ikke løber igennem det. Den kan sagtes klare sig uden. Mekanikeren hedder Ryan og lader os campe hos ham gratis. Han er ret pjattet med bilen og drømmer om at købe den. For den type findes ikke i Sydafrika. Det ville ikke være så tosset for os, for vi vil sælge den når vores rejse er færdig til april.

På vej ud af Lesotho får vi kickstartet adrenalinen. Inden vi rejste ind i landet får vi bekræftet af flere, at det ikke vil være et problem at komme tilbage til Sydafrika og stadig have samme visum, der udløber i januar. Ulrich giver paskontrolløren vores pas, viser hende vores stempel og spørger om det stempel stadig gælder. Hun kigger ikke på det, men siger straks, at vi kun får 7 dage. Vi begyndte begge omgående at svede. Det var dumt at rejse ud af Sydafrika, når de ikke kan blive enige om reglerne…det burde vi da snart have lært. Ulrich forklarer hende igen, at vi allerede har et visum og at det ikke er udløbet. Hun kigger på passene og udbryder til vores store lettelse, at hun troede det var udløbet og at vi selvfølgelig beholder de datoer vi har!

Smuk udsigt fra toppen af asfalten og bjerget
Et såkaldt VIP toilet….
(Ventilated Improved Pit latrine)
Forholdene på campsitene er heldigvis bedre end dette

7 thoughts on “Lesotho”

  1. Maria Seebach siger:
    november 25, 2019 kl. 7:11 pm

    Åh, hvor jeg elsker dine beretninger, Ida! ❤️
    Tak fordi vi må komme med på rejsen

    Kram!

    1. Ida siger:
      november 27, 2019 kl. 4:44 pm

      Årh, hvor er du sød, Maria.
      Dejligt at høre at du læser med!
      Kh Ida

  2. Nina siger:
    november 26, 2019 kl. 6:20 pm

    Kære alle 4
    Vi har lige haft højt læsning og siddet i jeres blå sofa.
    Sikke fantastiske oplevelser i Lesotho – og hvilke klædedragter, det er imponerende at se. Godt i også fik denne afstikker med i jeres oplevelses katalog.
    Godt i fik klaret bilen ! Den har i jo ellers ikke det store bøvl med som med “Disko Bassen”, hvad hedder denne bil ?

    Vi er jo blot på arbejde, Allan tagertorsdag aften med to tidligere kollegaer til Ekenäs og fisker til søndag formiddag. Søndag eftermiddag skal vi i teateret i Kbh og se “Spillemand på en tagryg “

    Tja, så er der “sort fredag” på fredag, jeg skal hos Flygger hente maling til 40% minus, så vi kan få malet 2.gang på væggen ind mod musse skabet på Ekenäs.

    Ellers alt vel fra disse kanter

    Krammer

    1. Ida siger:
      november 27, 2019 kl. 4:45 pm

      Så har i da også en masse at se til!
      Vi glæder os så meget til I kommer herned.
      Kh Ida.

  3. Ulrich siger:
    november 28, 2019 kl. 6:37 pm

    Ellen og Emil har døbt bilen Blaze – efter Blaze og monstermanskinerne 🙂

  4. Erling Østergaard siger:
    november 29, 2019 kl. 5:37 pm

    Kære alle 4, vi har netop set de flotte billeder og læst beretningerne fra Malealea. Tak for hyggeligt samvær deroppe og rigtig god tur videre – vi følger jer!
    Mange hilsner fra ‘reserve-bedsteforældrene’ fra Viborg – ikke mindst til jeres to herlige børn.
    Anne-Marie og Erling

    1. Ida siger:
      december 2, 2019 kl. 6:09 pm

      Ih, hvor hyggeligt at høre fra jer!
      – Vi følger også jer!
      Emil og Ellen sender kram til deres ‘reserve-bedsteforældre’.
      Kh Ida og co.

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2025 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes