Et spørgsmål jeg kan fornemme der lurer på manges læber, når de hører om vores tur er; Hvordan vil I få tiden til at gå i 14 måneder?
Det er et spørgsmål vi også selv stiller os.
Planen er ikke at vi skal være “turister” i 14 måneder og rakke rundt efter det ene “must see” efter det andet. Det vil vi få kuller af. Vores tanke med rejsen er, at gøre flere ting sammen som familie. -At prøve hvordan det er, når ingen skal væk fra hinanden, for at tage på arbejde og i institutioner.
Tiden kommer til at gå med at få hverdagen til at fungere. -det gør den selvfølgelig også hjemme i Danmark, men ofte bliver hverdagens rutiner klaret i voksenhøjde, fordi vi skal nå det. Her på turen skal børnene være meget mere med. Med til madlavningen, med til tøjvasken, med til indkøbene, med til at arbejde på bilen og traileren og alt andet der skal til for at få livet på langfart til at fungere, så det bliver sjovt og hyggeligt for alle.
De dage hvor ungerne leger godt sammen, bekymrer jeg mig ikke om. Det er snarere de dage med (for tidligt) præpubertet prægede unger, der snerrer ad alt og alle, jeg gruer lidt for. Det kunne være dage som dem, hvor jeg derhjemme, i desperation, måtte ty til tv’et. Men den dur ikke her. Vi har ikke noget tv og iPaden, har vi ikke brugt ret meget til ungerne før. Vi har talt om at vi gerne vil bruge den til hyggestunder, hvor vi alle trænger til at “koble fra” men hvor det er velovervejet og ikke en nødløsning. Og samtidig med at jeg skriver det, er jeg også lidt spændt på det. For er du gal, Ellen og Emil kan være sure. Formår vi at aflede dem og gøre noget andet i de dage/uger/perioder? Hvordan vil deres humør mon blive påvirket af at vi ændre hverdagen?
De kan da ikke være sure?
Der er ingen tvivl om, at den første længere periode på turen, kommer alle til at vænne sig til den nye livsstil og hverdag. -At leve sammen uden ret meget stimuli og at kunne kede sig (alle fire). Og blive endnu bedre til at bruge hinanden både til hjælp og underholdning.
Faktisk har jeg i mit hoved sat 3 måneder af til denne proces. Jeg tror, at ligeså fedt det bliver at komme afsted, ligeså meget bliver der også at vænne sig til, som kræver tid til at bundfælde.
Ligesom der i livet derhjemme er op- og nedture, vil det også komme på rejsen med hjemve, afsavn og mærkelige oplevelser med de fremmede kulturer. Jeg håber også vi får det perspektiv med i vores rejsefortællinger. For det er ikke hensigten, blot at beskrive et glansbillede af turen. Det skulle gerne være ærlige beskrivelser fra den virkelig verden, som småbørns familie på langfart.