Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

På vej mod Namibia

Posted on februar 21, 2020februar 21, 2020 by Ida

På vej tilbage mod Namibia kommer jeg i tanker om, hvor meget jeg har længtes efter fuglene, der bygger rede i store hø-byer i lygter og i træer. De hedder Sociable Weaver og som navnet antyder, er de meget sociale. De bor som i et slags fuglekollektiv.

Her hænger rederne på række. Det gjorde de faktisk på alle telefonmaster langs vejen.

Ved byen Upington begynder det allerede at ligne lidt Namibia med kaktusser, quivertræer og tørt bakket sandlandskab.

Kgalagadi National Park grænser op mod både Namibia, Botswana og Sydafrika. Det er ikke en park vi tidligere har været i. De har aflukkede campsites, for det er en af de parker med flest rovdyr og vi tager ingen chancer med vores to lækkerbiskner.

Normalt kører man på safari når solen står op og er på vej ned. Her er dyrene mest aktive. I 40 graders varme kører vi igennem parken for at komme til den campsite, der er tættest på den namibiske grænse. Her ser vi, på trods af varmen, 3 geparder. En af dem ligger i skyggen og slår mave efter at have fanget et lille springbukke kid.

Om aftenen på campen kommer en sjakal tæt forbi indhegningen, for den kan dufte al grillmaden, som de andre campere laver. Om morgenen har en lille løvefamilie sovet ganske tæt på os og lunter stille væk, da der begynder at komme liv på pladsen.

Vi bliver forstyrret lige midt i maden. : D
Giver du ikke en bid mad?

På jagt

Tilbage i ørkenen, tænker jeg ved mig selv, at det da ikke kan passe, at vi endnu ikke har set en skorpion. Det er en lettelse i forhold til børnene, men for vores nysgerrighedsskyld er det lidt ærgerligt.

Da børnene er blevet puttet, er det blevet mørkt og jeg begiver mig ud med min UV-lygte. Den får nemlig skorpionernes skjold til at lyse op. Jeg regner bestemt ikke med at finde nogen, for vi har trods alt boet udenfor i naturen i over 13 måneder uden at se skyggen af en. Jo, resterne fra en hale, engang.

Jeg går hen til det nærmeste træ. Der kan de godt finde på at gemme sig i barken…intet held.

Så løfter jeg campingpladsens skraldespand, der står lige ved Lappen og gosh, der er bid! En lille skorpion, stiller sig i kampposition, da jeg lyser på den og den lyser tilbage til mig. Den er på engang fascinerende og frygtindgydende. Jeg står som paralyseret. Tænk, at de er så tæt på os! Og kan være så små (3 cm).

Efterfølgende ved jeg ikke om jeg skal lede videre eller bare fortrænge oplevelsen…Jeg beslutter mig for at gå i seng og i sikkerhed i traileren.

Endnu en grænse

Da vi kører ind i parken bliver vi stemplet ud af Sydafrika og når så vi kører ud af parken ved grænsen til Namibia stempler de os ind.
…det håber vi da, for når sandheden skal frem, så må vi faktisk ikke komme ind i Namibia før april 2020, hvor der er så gået er år siden, vi første gang kom ind i landet. Man får nemlig 3 måneder pr. år.

Men som vi snart har mange erfaringer med, så afhænger grænsereglerne af hvem der sidder på den anden side af skranken.
Det er en kvinde, der ikke just sender optimistiske signaler. Vi lader som ingenting og smiler bare til hende mens vi skriver vores visumpapirer. Hun retter den kritisk og lettere irriteret. Vi har åbenbart ikke klaret opgaven godt nok. Vi smiler venligt og holder vejret. Hun siger ikke noget. Åbner passene og spørger, hvor mange dage vi skal bruge. “30 dage tak!!” Siger vi i kor. Hun leder slet ikke efter gamle stempler. BANG BANG siger stemplet og vi er tilbage i Namibia!


Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes