Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Tiden flyver

Posted on februar 18, 2019februar 18, 2019 by Ida

Vi har været i Sydafrika i en måned og ja, tiden er fløjet afsted, men vi har også fået meget ud af tiden. 

Hjemmefra troede vi, at vi ville være helt klar til at køre afsted på eventyr efter 14 dages planlægning og indkøb. Vi flyttede også ud i traileren efter de 14 dage, men har ikke været klart til eventyret før nu. Nu er både bil og trailer så godt som færdig indrettet og vi har vænnet os temmelig meget til vores nye livsstil. Den første uge var hård. Det gjorde altså lidt ondt at skulle nedjustere fra alt den luksus vi har derhjemme til det nye liv på vejen -og nu med to børn også.

Men efter en ombytning af ungernes madrasser med vores (vi sov ad H til den første uge. -Jeg var klar til at flytte på hotel ; ) samt at få lavet en velindrettet bil og trailer, er vi ved at falde godt til alle sammen.  Faktisk er vi også klar til at rykke videre mod nye oplevelser.

Som tidligere skrevet har vi lidt udfordringer med bureaukratiet hernede. Det gælder både i forhold til traileren og bilen. Traileren er nu (næsten) klaret. Essensen er, at vi ikke må eje noget hernede uden et sydafrikansk personnummer. Derfor har Jacqui og Andy nu registeret sig som ejere af traileren og givet os et papir til grænsen, hvori der står at vi frit må køre i den og krydse de grænser vi vil. – Igen, for jeg ved ikke hvilken gang, har Andy og Jacqui hjulpet os! Det sidste vi mangler er, at traileren skal forbi et bilsyn og tjekkes om alt virker på den som det skal (vi krydser fingre).

Bilen derimod er lidt af en joker. Vi har købte den af Foley, som er specialiseret i at lave og sælge overland biler. De har workshops både i UK, Kenya og Zambia. Bilen skal have sit eget pas kaldet Carnet de passage. Det er det pas som driller os. Heldigvis har Foley erfaringer at trække på og det er egentlig også derfor vi har købt bilen gennem dem, for ikke selv at skulle rode alt for meget med det. Jeg skrev tidligere, at vi muligvis skulle være ude af Sydafrika den 3.3 men det er ikke helt tilfældet. Vi vil få en bøde lige nu, hvis vi bliver stoppet af politiet for ikke at have papirerne i orden, men der er ikke nogen sanktioner og derfor venter vi med at krydse grænsen til Namibia til vores visum udløber i April.

Emil og Ellen klarer denne omvæltning flot (bedre end deres mor…) Vi taler meget om dagplejen og børnehaven og alle vennerne derhjemme. Om minder med familien og om vores dejlige hus i Humlebæk. Men det er ikke samtaler, hvor børnene er triste og længes hjem. Det er hyggelige historier fra ”gamle dage”.

De sidste 14 dage med trailerlivet, har sat skub i deres indbyrdes forhold. Vi er faktisk ret imponeret over hvad det har gjort ved dem. Efter vi er flyttet ud i naturen, leger de bedre og længere tid sammen. Faktisk er de blevet utrolig gode til at falde ind og ud af legen, som det nu passer med hvad vi laver. Nogle gange leger de oppe i teltet og andre gange i bilen. Det gjorde de slet ikke på samme måde derhjemme. Det giver Ulrich og jeg flere små pauser med voksen tid end vi havde turde håbe på.

  • Parkeringspladsen er blevet til sandkasse

Vi har begge været spændte på hvordan det mon, er at skulle være sammen 24 timer i døgnet. Vi er jo vant til en hverdag, hvor vi egentlig er temmelig meget adskilt. Hvor de voksne kan få næsten al den voksen tid de vil, og børnene bruger mange af deres vågne timer sammen med andre børn og voksne. Indtil videre er vi ret vilde med det her setup. Selv ungerne taler om hvor dejligt det er bare at være sammen.

Men det er selvfølgelig heller ikke en dans på roser hele tiden. Vi voksne kan godt længes efter friheden fra vores gamle liv og fordi ungerne har den alder de har, dikterer de også temmelig meget de ting vi gør og hvad vi kan nå på en dag. De fungerer bare bedst når vi holder fast i en struktureret dag (så meget som det nu er muligt i sådan et spændende ustruktureret land). Vi forsøger at holde spise- og puttetider. De dage hvor det er skredet er det endt i hyl og gråd. Og selv med dage som har været stille og uden så meget stimuli, kan vi stadig godt mærke på dem, at der er meget som skal fordøjes. Vi har adskillige aftener lavet soundtracket til campingpladsen med skrig og skrål (!).
-Vi er de eneste med børn og mange er i pensionistalderen. De fleste er dog meget forstående, men det er helt klart os der larmer mest…Dog larmer de også en del med deres fjernsyn skuret op på max for at kunne høre lyden.

Forleden dag kørte vi efter et lokalt tip om super velsmagende hane testikler ”Hanepoot”. Altså ikke sådan rigtige testikler, så langt ude på landet er vi altså ikke endnu (ikke at jeg ved om de spiser dem på disse kanter!?), det er en vindruesort, som har fået dette spektakulære navn. Og ja, den skuffede altså ikke. Selv de lokale synes det er en af de mest smag fyldte druer. Vi har købt mange druer i supermarkedet, men disse testikeldruer med sten i (undskyld, jeg er plat nu) koster kun 15 kr. for 2 kg og smager 1000 gange bedre end dem fra købmanden! Vi kommer til at købe en hel kasse, når vi forlader denne campingplads.   

Solnedgang over Table Mountains.

Jeg vil her på falderebet dele en overordentlig glædelig nyhed med jer!
Jeg er blevet spurgt om jeg har lyst til at udgive bogen ”På afrikanske omveje” som lydbog. -Det har jeg selvfølgelig takket ja til og indtalingen begynder her i foråret.    

13 thoughts on “Tiden flyver”

  1. Astrid siger:
    februar 18, 2019 kl. 7:35 pm

    Kære alle fire.
    Det er utrolig spændende og berigende at følge jeres rejse. ” På afrikanske omveje” er også en sand fornøjelse. – Ida, jeg elsker din oprigtighed og respektfuld måde at beskrive jeres møder med lande, mennesker og kulturer. Jeg glæder mig til at læse mere.

    Kærlig hilsen Astrid

    1. Ida siger:
      marts 2, 2019 kl. 7:59 am

      årrrhhh, Astrid. Tusind tak for dine søde besked. Jeg er så glad for at høre at du kan lide bogen. Det betyder meget for mig.
      Jeg håber I alle 4 har det godt.

      Kærlig hilsen
      Ida

  2. Vivi Helsted siger:
    februar 18, 2019 kl. 7:57 pm

    Kære Ida og familie
    Det er skønt at følge jer, selv her fra en kedelig sofa i Tisvilde
    Glæder mig til meget mere læsning ☀️
    Knus og kærlige hilsner
    Vivi

    1. Ida siger:
      marts 2, 2019 kl. 7:57 am

      Kære Søde Vivi

      Tusind tak for din hyggelige hilsen! Dejligt at du følger med.
      Håber du har det ok!

      Kærlig hilsen fra os alle 4

  3. Johannes siger:
    februar 19, 2019 kl. 6:37 am

    Det lyder godt at i er ved at komme i orden.det med sa id nummer forstår jeg ikke for jeg købte bil og hus på mit danske pasnummer som id nummer.men måske Johannesburg er anderledes.håber i snart kan komme ud på vejene.har i været i en 4wd supermarked,de har alt,næsten som Cabelas i USA
    Johannes

    1. Ida siger:
      marts 2, 2019 kl. 7:56 am

      Hej Johannes
      Måske var det fordi du havde en arbejdstilladelse og dermed et “bedre” visum end os?? -Det er også kommet bag på os hvor besværligt det har været…
      Ja, 4wd har vi været i en del gange ; ) Lækker butik!!!!

      1. johannes siger:
        marts 23, 2019 kl. 6:57 pm

        Nej jeg har ikke en arbejdstilladelse og aldrig haft det i Sydafrika.Men alt eksisterer på mit danske pasnummer og danske kørekort bortset fra jeg er nødt til at have et internationalt kørekort også fordi de ikke kan læse dansk.

  4. Inge siger:
    februar 21, 2019 kl. 8:38 pm

    Stort til lykke med det Ida.
    Igen en rigtig god beskrivelse fra Jeres rejse.
    Det bliver spændende og høre mere, når nu I kommer afsted videre.

    1. Ida siger:
      marts 2, 2019 kl. 8:00 am

      Tak, Inge. Det bliver spændende at høre resultatet af bogen.
      Lad os facetime lidt i disse dage hvor vi har wifi.
      Kh Ida

  5. Anne-Grethe siger:
    marts 1, 2019 kl. 5:50 pm

    Hej til jer alle
    Det er dejligt, at jeres “unger” også nyder det frie liv, som du skriver, så gør det livet meget lettere. Spændende med lydbogen – ved du hvem, der skal indlæse den.
    Knus fra snart forår i DK Anne-Grethe

    1. Ida siger:
      marts 2, 2019 kl. 7:54 am

      Kære Anne-Grethe
      Ja, det nyder det virkelig og det gør vi også ; )

      Det er et bibliotek som primært laver lydbøger til personer med læse/syns handicap. Jeg ved ikke hvem der indtaler den, desværre.

      Mange kærlige hilsner fra os alle 4

  6. Carl +Birgit siger:
    marts 2, 2019 kl. 10:22 am

    nåda, havde i al tænkelig voksen tid hjemme – men måske nok ret så domineret af arbejdets krav? Har gået og tænkt på jer som et klart alternativ til trædemølle-tendenser herhjemme… det er meget smart at ta sabbattid FØR pensionsalderen! Hyggeligt at kunne følge.carl
    birgit:….nøj godt at følge…tanker om kaffe når bussen siger sørens alle….herligt nina kommer hjem og kan berette…..jeg nød en lille foto sekvens,hvor jeg hørte din stemme
    go vind

    1. Ida siger:
      marts 3, 2019 kl. 9:15 am

      Dejligt at høre fra jer, Carl og Birgit!
      Vi giver kaffe til foråret 2020 på Sørens alle ;- )

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2023 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes