Family Bush Life
Menu
  • Forside
    • Tak
  • Fortællinger
    • Emil og Ellen er i radioen
    • Frihed, kidnapning og det danske liv
    • Pyha
    • Vi kommer hjem!
    • Livet på en plantage farm, Sydafrika
    • Det aller aller sidste af Namibia
    • Gæstfrihed, selvvalgt familie og tick bite fever, Namibia
    • Bushcampen og mesosaurus, Namibia
    • På vej mod Namibia
    • Glimt fra den afrikanske hverdag
    • Følg hjertet…
    • Vores rute, 38.500 km.
    • Johannesburg & Pretoria
    • Rundturen med familien, Sydafrika
    • Kære læsere
    • Den uendelige cliffhanger, er ikke så uendelig mere.
    • Dryp dryp
    • Gensyn med gamle rejsefæller
    • En lille opsummering over ting man med fordel kan undgå at gøre når man rejser i afrika…
    • ‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt
    • Lesotho
    • Apartheid museet
    • Sand og snask
    • The long march to freedom
    • En uendelig cliffhanger
    • Lidt fun facts fra turen
    • Grænsen til korruption, Mozambique
    • Et besøg i en SOS Børneby
    • Chimpanser og surhed
    • En dag i nødhjælpens tegn, Zambia
    • En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden
    • En drastisk ændring i rejsen
    • Hjælp! Shit! Klaphat!
    • Gaborone, Botswana
    • Disneyland after dark
    • Grænse gribbe
    • Farvel Namibia
    • Den nye gamle familie i Namibia
    • Namibisk gæstfrihed
    • Fanget i “det vilde vest”
    • Mødet med Himba-folket
    • Namibia under huden
    • En hverdag i Namibia
    • Farvel Sydafrika, goddaw Namibia
    • Besøg af Mormor og Morfar
    • Antvorskov klanen er udvidet
    • Velkommen i familien, Bush Baby
    • Western & Eastern Cape
    • Vi holder af hverdagen.
    • Bontebok Nationalpark
    • Tiden flyver
    • Bureaukrati og Eskom
    • Indretning
    • Det første døgn i vores nye liv.
    • Sådan her ser vores kommende bolig ud indtil videre
    • Livet i huset
    • Tid
    • Vi begynder så småt at være klar til eventyr.
    • Planlægningen
      • De første 10 dage i Cape Town
      • Lidt tanker før turen
      • Visum eller vice versa
      • To do
  • Billeder
    • Dyrene fra vejen, Sydafrika
    • Kidd’s Beach, Eastern Cape
    • Vi kigger på fugle
    • Swaziland – Africa’s best kept secret!
    • Smukke Mozambique
    • Shopping i Zambia og Mozambique
    • Det sidste af den fantastiske natur i Botswana
    • Moremi Game Reserve, Botswana
    • Besøg i Botswana
    • Makgadikgadi, Botswana
    • Cape cross sæl reservat, Namibia
    • Swakopmund og andre fine steder, Namibia
    • Oversigt over ruten indtil videre
    • Et potpourri over alt det vi ser (i det nordlige Namibia)
    • Flere Himbaer som vi mødte på vejen
    • Etosha, Namibia
    • Sossusvlei, Namibia
    • Kolmanskop, Namibia
    • Fish River Canyon, Namibia
    • Pingviner og andre smukke dyr…
    • Hvor `The beast´ [bilen] har ført os hen
    • Knysna.
    • En lille filmrulle fra livet i Western Cape.
    • Afhentning af bilen
  • Bilen & boligen
  • FAQ
  • Foredrag
  • Bogen
  • Kontakt
Menu

Western & Eastern Cape

Posted on marts 26, 2019marts 26, 2019 by Ida

Det er over 2 måneder siden vi forlod et snefyldt Danmark. Vores, dengang blege hud, har fået en mere frisk brun glød. Det er stadig lykkedes os at undgå at blive solskoldet, på trods af at vi er udenfor 24 timer i døgnet. 

Efter Knysna kørte vi til Oudtshoorn. Her brugte vi et par dage. Byen var den største eksportør af boa boa’er i ‘20- og ‘30’erne og det vrimler stadigvæk med strudsefarme her. Hvorfor der lige er så mange i dette tørre og lidt golde landskab, skal jeg ikke kloge mig på. 
I supermarkederne kan man, udover almindelige æg, også købe strudseæg. -det måtte vi prøve!
Et strudseæg svarer til ca. 28-30 almindelige æg. Ellen og Emil ville selvfølgelig begge gerne puste hver sit æg, hvilket har resulteret i at vi de sidste mange dage har fået æg til alle måltider. De smager som almindelige æg. Måske er de en smule mere faste, når ægget er blevet varmet op. Jeg har læst det tager ca. en time at lave et blødkogt æg…det prøvede vi dog ikke. 

  • Vi tager forskud på påskens glæder og puster strudseæg
  • Emil graver hullet. Skalden er tyk.

Tæt på Oudtshoorn ligger også Cango caves. Vi havde ikke særligt store forventninger. Men hold op en imponerende kæmpe hule med flere rum, gange og smukt lys. Perfekt udflugt til en dag med regn. -Det har vi desværre haft en del af nu. 

Det ene telt holder ikke ordentligt tæt, det skal vi have gjort noget ved, når vi om nogle uger kører tilbage mod Cape Town. Vi skal være ude af Sydafrika senest den 14. april og kører derfor snart mod Namibia. 

Vi havde fået anbefalet en farm, hvor man må fodre deres babygiraffer. Det var sjovt. Vi havde dog ikke lige overvejet, hvor stærke de er, når de sutter og derfor kunne Emil og Ellen desværre ikke holde flasken. Det havde vi ellers håbet. 

På campingpladsen fik vi selskab af en dansk mand og en østrisk kvinde i 30’erne. De havde lejet en fin gammel orange Land Rover Discovery 1 og skulle køre rundt i 6 måneder. Det var hyggeligt med lidt selskab og Emil nød meget at tale med den danske mand (som også hed Emil). Begge børn så helt mærkelige ud i hovedet, da der kom danske ord ud af munden på “voksen-Emil”. 

Emil og Ellen er fantastiske døråbnere ind til de lokale. Lokale med samme eller lidt lavere levestandard end os. Jeg skriver det, fordi vi på grund af sikkerhed, ikke rigtig opsøger steder, hvor der bor mange fattige. Det er lidt som om der er to parallelle verdener hernede og det er når disse to verdener støder sammen, eller vi krydser grænsen, at det kan blive farligt, men også der hvor vi får fantastiske og berigende oplevelser. På grund af børnene, er vi dog ret opmærksom på dette grænseland. Vi opsøger det ikke lige så meget, som da vi rejste uden børn. Derfor nyder vi, at børnene er med til at skabe andre oplevelser, som vi ellers ikke ville have fået.

Som eksempel, da Ellen fik en blomst af en dame, der solgte blomster, fordi damen kunne se hvordan Ellen bare ikke kunne tage øjnene fra hendes smukke afrikanske blomster. Eller da Emil fik en ven på hans alder og drengens forældre inviterede os over og viste os deres fede trailer.
Det kan godt være Emil og Ellen ikke taler sproget, men de vil gerne lege de samme steder som lokale gør og mange lege er de samme (fange og gemme, for eksempel). 
Jeg tror nu også de længes efter børn de kan tale med, især Emil. 
Til gengæld er de blevet rigtig gode til at bruge hinanden som legekammerater. De legede lidt sammen inden vi tog afsted, men deres kammeratskab har virkelig taget form på denne rejse. Især hundeleg i teltet, er et hit (en er hund, den anden et menneske, som passer den). 

Ellen og Emil sidder og holder i hånd mens vi kører. -Det er noget de selv har fundet på…det måtte dokumenteres til de dage, hvor de hakker hovederne af hinanden.

Efter Oudtshoorn kæmpede Land Roveren sig igennem smuk bjergkørsel, hvor vi krydsede Swartbergerpass.

På toppen af bjerget.

I Karoo National Park så vi løver og var ret imponeret over sikkerheden. Vi husker safariturer i andre afrikanske lande som lidt mere vilde, naturlige og ja, farlige. Hvor der ikke er hegn rundt om campen eller picnicstedet, hvor vi alle, dyr som mennesker, var på samme jord uden adskillelse. Det er nu meget rart med børnene at være en smule mere i sikkerhed. For hvis dyrene ville gå efter nogen, er det nok dem.  

Vi er så småt ved at få en lille overdosis af National Parker, ja, det lyder forkælet men hold op, hvor er de aber som holder til på campingpladserne bare irriterende og hurtige. På Camdeboo National Park løb en abe (de der “blue balls” aber) hen til vores bord mens Emil og Ellen sad rundt om, Ulrich og jeg stod ca. en meter væk, og stjal vores brød. Følgende aften stod Ulrich og jeg ved køkkenet og pludselig puslede det i bilen lige ved siden af. En abe havde sneget sig op til vores bagagerum og løb nu væk med en pose chips. 
I Addo Elephant National Park løb de med pasta, rosiner og kiks. Det er godt nok svært at passe på både børn, mad og aber! 

Værst var det dog, at vi ikke vidste, hvorvidt aberne kunne finde på at angribe. De var meget lidt sky. Kun når vi bukkede os ned for at samle sten til at kaste med, løb de væk. Vi blev ærlig talt en anelse urolige for Ellen og Emil. Det gjorde det knap så afslappende at campe de steder. 

Derfor kørte vi fluks mod havet efter Addo Elephant Park. Her blev vi mødt af bløde sandbakker, brusende hav og en lille flod vi kunne bade i. Herfra går turen tilbage mod Cape Town, hvor vi skal hente mine forældre og sammen med dem køre til Namibia.

Den største sandkasse. Det var et hit for alle.

4 thoughts on “Western & Eastern Cape”

  1. Ulrik siger:
    marts 26, 2019 kl. 9:31 pm

    Dejligt at høre fra jer.
    Det lyder til i nyder turen og indtil videre er sluppet for større problemer.
    Her i DK plukkede jeg de første anemoner i lørdags. Foråret må være på vej

    1. Ida siger:
      marts 28, 2019 kl. 5:53 am

      Hvor hyggeligt med en forårs beretning hjemmefra. Dejligt at anemonerne begynder at komme.
      Nyd dem -også for os!

  2. Jes Olsen siger:
    marts 31, 2019 kl. 4:31 pm

    Hej Ulrich og Ida. Spændende tur at følge med på sikker på det bliver en oplevelse for livet selv for Emil og Ellen I kan glæde jer til Namibia der er et stor og flot land boet i Luderitz i 2 år da Pihl udvidede havnen der og kan varmt anbefale et besøg der selvom Luderitz måske ligger uden for den planlagte tur. Vi kørte at og til på Lang weekend i Cape Town og kørte da via Rosh Pina på grusveje en hel del af turen, kan anbefale at tage via grusveje selvom det kan støve en del ….forsat god tur og tillykke med den nye “trailer” mvh Jes

    1. Ida siger:
      april 2, 2019 kl. 6:27 pm

      Hej Jes
      Tak for alle dine gode anbefalinger! De bliver skrevet ned i vores lille kørebog. Vi glæder og rigtig meget til Namibia. Vi har kun været der kort før og blev allerede dengang vældig fascineret af alt det landet har at byde på.
      Mange hilsner fra os alle 4.

Comments are closed.

Følg på Instagram

Om Family Bush Life

I 2012 kørte Ulrich og Ida fra København til Cape Town i en Land Rover med telt på taget.
29.000 km. senere havde de for alvor fået Afrika under huden. Derfor begyndte nye eventyr at spire samtidig med at de fik Emil (2014) og Ellen (2016).

Ulrich (1977) er og civilingeniør. Ida (1983) er pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til bogen “På afrikanske omveje”, hvor hun fortæller om de rørende og nervepirrende oplevelser fra deres første rejse gennem Afrika.

I januar 2019 tog de alle fire en flyvemaskine til Cape Town. Her stod en (nyere) Land Rover og ventede på dem og så kunne eventyret begynde: 14 måneder i det sydlige Afrika.

Hvorfor så lige navnet Family Bush Life?

  • Family fordi vi er en familie
  • Bush fordi vi skal leve 15 måneder i “bushen” i den sydlige del af Afrika
  • Bush, også fordi “Bush Lapa” er navnet på vores lækre offroad trailer.
  • Bush life for at symbolisere, at vi har valgt denne rejse, for at komme væk fra det hektiske hverdags hamsterhjul og leve et mere enkelt/simpelt liv sammen

© 2022 Family Bush Life | WordPress Theme by Superb WordPress Themes