Av, den blev lidt lang denne fortælling. Jeg håber du har lyst til at hænge på!
Namibia er et lækkert camping land. Her tænker jeg ikke på den europæiske campingplads standard overfyldt med blegefede mennesker i alt få småt badetøj. Det er nok også derfor jeg ofte skriver campsite og ikke campingplads, fordi det i mine øre giver lidt forkerte associationer.
I Sydafrika er det faktisk muligt at finde campingpladser som i Europa men dem prøver vi gerne at undgå. Her er den slags campingpladser gerne fyldte af pensionister, hvor den ene halvdel syntes at børn er irriterende og den anden halvdel er vilde med et friskt børnepust. De gør ofte meget ud af deres campingvogn, pudser og polerer og det tager gerne et par dage at pakke ud og ned, hvorfor de ofte bliver samme sted i mindst en måned.
I Namibia har vi ikke mødt den type pensionister. Hvis de er fra Sydafrika kommer de ofte som en caravaneklub og “besætter” et område på campingpladsen. De fleste andre campere vi møder er faktisk europæere primært fra Tyskland, Frankrig og Holland som har lejet bil med telt på taget og som har travlt, for de har 2-3 uger til at se dette kæmpe land. En sjælden gang møder vi andre overlandere som os. Altså nogle, hvor målet med rejsen ikke er nå alt hvad Lonely Planet skriver, men hvor rejsen er målet i sig selv og man er styret af lokale anbefalinger og impulsive oplevelser.
Namibia har fået øjnene op for camp-turismen og mange steder er der lækre faciliteter med strøm, rene bade og toiletter der kan skylle ud. Priserne er lidt dyrere end i Sydafrika. Vi giver cirka 200/250kr. for en overnatning på en campsite i Namibia for alle fire.
Vi elsker når vi på en eller anden måde kan få lov til at kradse lidt i overfladen til det lokale Namibiske liv. Desværre kan det være ret svært at få adgang, for jo flere turister, jo mere professionel distance kommer der mellem os. Men man kommer ret langt med en naturlig nysgerrighed, smil og humor. Og børn!
Emil og Ellen er virkelig en døråbner til de lokale for de ser ikke mange rejsende med (så små) børn. Det er en gave. Emil og Ellen syntes også det er ret sjovt og er blevet gode til at forstå små indledende høfligheds fraser på engelsk og svare igen.
Vi er kørt fra den lidt mindre turistede del af det sydlige Namibia og er nu mere inde midt i landet, hvor nogle af de store turistattraktioner krydser hinanden. Derfor har der også været lidt langt i mellem de personlige oplevelser og det var jeg begyndt at savne lidt.
Vi overnattede på Namibias ældste hotel (fra 1880…) og her var der ikke meget overskud til andet end at modtage betaling for overnatningen.
Den næste camp var ustyrlig smukt placeret på en bakketop med eget privat toilet, bad og køkkenvask. Jeg havde kun lige betalt for en overnatning, da manden spurgte om drikkepenge. Det kom lidt bag på mig, for her Namibia syntes jeg ikke vi har oplevet at de beder om penge eller andre ting, for den sags skyld. Jeg blev lidt træt. Han stod i moderne tøj, lækre solbriller og nye sko. Det var derfor med en lidt blandet smag i munden at vi flyttede ind og foldede Lapen ud.
Jeg havde læst at bonden som ejer stedet (ikke manden som bad om drikkepenge) tilbød at bage brød til gæsterne på campsiten. Derfor kørte vi ned til hans gård på den anden side af bjerget. Og sikke et held, at vi gjorde det! Boeta, som han hed, kom ud til os med sine 5 hunde. En rund, halvskaldet, hvid mand med et naturligt smil om munden.
Jeg havde Ellen på armen, hun var ikke helt pjattet med alle hundende. Emil sad inde i bilen og byggede LEGO. Boeta ville gerne lave et brød og ville komme op til os med det, den samme aften.
Ulrich og ungerne havde lige lynet lynlåsen ind til døren i Lapen. Det var blevet puttetid, da Boeta og hans kone kom kørende. Så måtte alle ud igen og hilse på. Boetas kone havde bagt et stort lækkert brød til os og et lille et til Ellen. Boeta havde en slikkepind med. Men pludselig fik han øje på Emil. Boeta vendte sig lettere forudrettet mod mig og udbrød: “Hvorfor sagde du ikke at I havde to børn!!”
Der gik ikke 10 minutter fra de var kørt til han kom tilbage med endnu en slikkepind og en skammel, så børnene selv kunne nå vasken på badeværelset.
Boeta inviterede med på en køretur rund på hans 21.000 hektar store farm. Turen tog 5 timer og hans kone havde lavet madpakker til os. Landskabet var smukt og barskt. Vi var med rundt og fodre hans kvæg som var spredt godt ud i landskabet. Jeg var imponeret over at ungerne kunne holde begejstringen i alle de timer. Emil og Ulrich sad oppe på ladet af bilen og blev rusket godt igennem. Vi kørte på veje som kun en 4-hjulstrækker kunne klare. Gennem veje af store sten, stejle passager og søer af blød orange sand.
Ellen og Emil havde virkelig fået charmet sig ind på Boeta. Den følgende eftermiddag kom han igen forbi os på campsiten og spurgte om ikke vi kom ned til ham for at bage brød, grille og se børne-tv. Hans kone Mariette var taget på weekendtur, så han var græsenke. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Allerede i døren blev ungerne taget imod med slikkepinde og efter bagningen fik de lov til at slænge sig i deres sofa og se tv. De var i himmelen for børne-tv har de ikke set i et par måneder.
Boeta fortalte os om livet som bondemand så langt ude på landet. De har en meget lille og dyr købmand ca 20 minutter væk. Når de rigtig skal handle kører de, hvad der svarer til en tur fra København til Århus og tilbage igen!!
Nogle af Boetas arbejdsmænd
Boeta har familier boende på hans jord der passer hans dyr. Jeg lagde mærke til at der også var børn og kunne ikke dy mig for at spørge ham om de gik i skole. Han fortalte, at han flere gange havde betalt for børnenes skole og kørt landarbejdenes børn i skole, men at de var stukket af og havde tomlet hjem igen. Derfor havde han opgivet. I det hele taget lød det på ham og på flere andre vi har talt med, at det er som om mange af arbejderne ikke har ambitioner om selv at dyrke deres eget landbrug eller passe en skole. Hvordan det forholder sig i virkeligheden, ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis ikke man får viden og lærdom, hvordan skal man så nogensinde kunne udvikle sig og vide hvad et liv også kan rumme end blot hårdt arbejde for andre?
Desværre er det nemt bare at pege fingre af én gruppe, for der er så mange flere nuancer i det magtspil, som uundgåeligt kommer, når man som land har været kolonialiseret. Se bare på os selv og Grønland.
Boetas campsite var barsk for vores hud og øjne. Fordi den lå på en bakketop, var der heller ikke meget læ og der var heller ikke rigtig skygge. Derfor besluttede vi os for at køre videre den følgende dag.
Da vi kørte ned til gården for at sige farvel, stod hele huset åbent men ingen var hjemme. Boeta var på nabogården og kom hurtigt tilbage. Men det var helt befriende at opleve at intet var lukket af med tremmer og glubske hunde som så mange andre steder. Namibia virker meget mere sikkert og befolkningen (hvid som sort) er også meget mere imødekommende end de fleste vi har mødt i Sydafrika.
Vi fik sagt farvel og på gensyn. Vi skal helt klart tilbage igen om en måned eller to. Boeta skyndte sig ud i forrådskammeret og forærede os hans kones hjemmelavede syltede rødbeder. Dem havde han set at børnene godt kunne lide. Et glas syltede gulerødder samt et glas figenmarmelade.
Vi tog derfra med følelsen af at have fået lidt ny familie i Namibia og en rørende personlig oplevelse rigere.