Er der en grænse vi har bekymret os mest over at krydse, så er det at komme ind i Sydafrika igen. Vi ved simpelthen ikke hvordan reglerne er for vores visum og om de regler vi tror der er, vil blive fulgt.
Fra Swaziland valgte vi at køre til en stor grænseovergang, i det håb, at de er vant til turister og vil give os de 3 måneder vi ønsker. Sådan skulle det ikke gå. Det var ikke et problem at komme ud af Swaziland, men grænsepolitiet på den Sydafrikanske side, var godt nok ikke særlige hjælpsomme. De nægtede, at give os andet end et 7 dages visum.
Derfor besluttede vi, at køre tilbage og ind i Swaziland igen, under det påskud, at vi havde glemt Ellens bamse på campsiten. Undskyldningen var dog ikke nødvendigt. De var venlige og vi havde mest lyst til bare at blive i Swaziland.
Cirka 60 km. væk lå en mindre grænseovergang. Måske var de ikke så krakilske overfor turister…
Vi havde hjertet i halsen, da vi gik ind på immigrationskontoret ved grænsen. Hele vores rejse var i deres hænder, for hvad filan skulle vi gøre, hvis vi kun fik 7 dage?
Det var en dame, der sad bag skranken. Hun havde travlt med, at skrive på hendes telefon. Hun tog imod passene og begyndte at stemple i dem. Hun sagde ingenting. Vi holdte vejret og turde ikke sige noget.
Vi modtog passene og skyndte os at kigge på stemplet. 30 dage havde vi fået. Stadig bedre end 7, men vi ville ikke kunne holde jul med familien, som planlagt i Sydafrika med de dage.
Jeg kiggede venligt på damen og spurgte: “Er det muligt at få 90 dage?”
Hun svarede en smule irriteret: “Hvorfor sagde I ikke det til at starte med?” Og så tog hun passene og gav sig til at stemple løs igen.
Pludselig stod vi med 90 dage i hånden og helt uden at skulle diskutere. Det var virkelig en lettelse og helt absurd, at der kan være så stor forskel på deres vurdering af reglerne for visum.
MEN grænsen var så lille, at de ingen told havde og bilen skal stemples ind i landet i dens eget “pas” (Carnet De Passage).
Så ja, vi måtte nu begive os tilbage til den store grænse igen, dog fra Sydafrika siden.
Da vi endelig ankom til grænsen (stakkels Emil og Ellen), nægtede de at stemple bilens Carnet. De mente ikke, at man behøvede et stempel, når man var stemplet ind i Swaziland, som er under samme toldregion som Sydafrika.
Det kan godt være de har ret, men med alle de forskellige typer autoriteter og mangel på ensretning, så turde vi simpelthen ikke stole på det. Vi skal bare stoppes af én betjent, som ikke er enig og så vil vi have en masse bøvl igen.
Klokken var efterhånden blevet mange og vi skulle nå til en campsite, før det blev mørkt. Derfor måtte vi køre uden stempel. Det var også 6 timer siden, at vi startede med at krydsegrænsen…
Det var en splittet glæde mellem de 90 dage i vores pas, det manglende stempel i bilens og ikke at føle sig særlig velkommen i et land, vi ellers havde set frem til at komme tilbage til.
Et par dage efter fik vi stemplet bilens pas, uden problemer, ved tolden i Johannesburg lufthavn.
Nu skal vi i gang med at søge om tilladelse til at forlænge vores visum med yderligere 90 dage, så vi kan blive i landet til april 2020…
Kryds gerne fingre!
Hvis ikke vi får det skal vi være ude af landet den 11. januar 2020.
Vi bliver nødt til at forberede en plan B, hvis visummet ikke bliver godkendt. Det kunne evt. være at køre tilbage til Namibia (hvis vi altså må det) og så afslutte turen derfra i marts/april.
Det vil tiden vise.
Det lyder godt nok rigtig besværligt. Det er synd for Jer at I skal have så mange problemer med det. Krydser fingre for at det må lykkes for Jer at få 90 dage mere i Sydafrika
Det er da godt at julen med familien blev reddet
Ja, det er træls, at det skal være så besværligt! Men rart at vi i det mindste kan blive til efter nytår!