‘Girls night out på safari’ – en tur, der kunne have endt grueligt galt

Da Ida-Marie var på besøg, tilbage i oktober, havde vi fået bevilget en “girls night out” på safari, mens Ulrich og ungerne blev i Lappen.

Nationalparken Pilanesberg, kan som et af de eneste steder i Sydafrika tilbyde, at man kan se The Big Five, hvis man altså er heldig.

Vi så ikke alle fem, men naturen var alligevel gavmild og vi så rigtig mange dyr. Giraffer, flodheste, mange næsehorn og flere forskellige slags antiloper.
På vej tilbage mod campsiten, håbede vi stadig på, at elefanterne ville vise sig.

Elefanter kan nærmest gemme sig bag et græsstrå. De er helt lydløse når de går og svære at få øje på, hvis der bare er lidt træer.

Vi kørte ad en lille smal grusvej og pludselig stod en stor krabat lige ved vejen, bag et busket akacietræ. Vi stoppede straks bilen og bakkede tilbage, i hvad vi syntes var forsvarlig afstand til den.

Lige meget hvor mange elefanter jeg snart har set, bliver de ved med at være fascinerende. De er prægtige og elegante og jeg bliver altid lidt ydmyg.

Vi havde stoppet motoren, så vi ikke forstyrrede den spisende kæmpe. Pludselig, lidt længere fremme på vejen, trådte endnu en stor elefant ud med sin lille unge. Dem havde vi slet ikke opdaget. Det gik pludselig op for os, at der faktisk var temmelig mange og at vi var alt alt for tæt på, især når de havde unger med.

Moderen med ungen begyndte at gå hen imod os. Hun virkede ikke aggressiv, men det var nok mere et spørgsmål om tid før hun ville blive det.

Ida-Marie og jeg blev godt nok bange. Jeg var urolig for at starte bilen, for ville den pludselige motorlyd gøre dem bange? Ville det være bedre at lade som om man var en ”busk”?

De nærmede sig og vi turde simpelthen ikke blive holdende. De ville så let som ingenting kunne vælte bilen. Jeg startede motoren og begyndte straks at bakke. Mine ben rystede af adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen.

I panik fik jeg lukket vinduet, hvilket gjorde jeg ikke kunne bakke så hurtigt, som jeg normalt ville, da der ikke er udsyn i bakspejlet på grund af pakkenelliker. Det gik alt for langsomt, syntes jeg, med sidespejlene.

Elefant moren viftede med ørene, hvilket kan være et tegn på vrede. Vi ville ikke kunne stille noget op, hvis hun gik til angreb. Til vores held blev moren stående og vi bakkede så langt, at vi stadig kunne se dem men nok til ikke at genere dem.

Her blev vi holdende til vi ikke rystede mere og til at elefanterne var så langt væk, at vi kunne køre forbi.

Ida-Marie var cool nok til at optage hele farcen. -Se de to tosser på safari her!

Dagen efter turde vi alligevel godt køre ud igen. Denne gang med Ulrich, Emil og Ellen også. Her var vi utrolig heldige at spotte en leopard!