Tiden flyver

Vi har været i Sydafrika i en måned og ja, tiden er fløjet afsted, men vi har også fået meget ud af tiden. 

Hjemmefra troede vi, at vi ville være helt klar til at køre afsted på eventyr efter 14 dages planlægning og indkøb. Vi flyttede også ud i traileren efter de 14 dage, men har ikke været klart til eventyret før nu. Nu er både bil og trailer så godt som færdig indrettet og vi har vænnet os temmelig meget til vores nye livsstil. Den første uge var hård. Det gjorde altså lidt ondt at skulle nedjustere fra alt den luksus vi har derhjemme til det nye liv på vejen -og nu med to børn også.

Men efter en ombytning af ungernes madrasser med vores (vi sov ad H til den første uge. -Jeg var klar til at flytte på hotel ; ) samt at få lavet en velindrettet bil og trailer, er vi ved at falde godt til alle sammen.  Faktisk er vi også klar til at rykke videre mod nye oplevelser.

Som tidligere skrevet har vi lidt udfordringer med bureaukratiet hernede. Det gælder både i forhold til traileren og bilen. Traileren er nu (næsten) klaret. Essensen er, at vi ikke må eje noget hernede uden et sydafrikansk personnummer. Derfor har Jacqui og Andy nu registeret sig som ejere af traileren og givet os et papir til grænsen, hvori der står at vi frit må køre i den og krydse de grænser vi vil. – Igen, for jeg ved ikke hvilken gang, har Andy og Jacqui hjulpet os! Det sidste vi mangler er, at traileren skal forbi et bilsyn og tjekkes om alt virker på den som det skal (vi krydser fingre).

Bilen derimod er lidt af en joker. Vi har købte den af Foley, som er specialiseret i at lave og sælge overland biler. De har workshops både i UK, Kenya og Zambia. Bilen skal have sit eget pas kaldet Carnet de passage. Det er det pas som driller os. Heldigvis har Foley erfaringer at trække på og det er egentlig også derfor vi har købt bilen gennem dem, for ikke selv at skulle rode alt for meget med det. Jeg skrev tidligere, at vi muligvis skulle være ude af Sydafrika den 3.3 men det er ikke helt tilfældet. Vi vil få en bøde lige nu, hvis vi bliver stoppet af politiet for ikke at have papirerne i orden, men der er ikke nogen sanktioner og derfor venter vi med at krydse grænsen til Namibia til vores visum udløber i April.

Emil og Ellen klarer denne omvæltning flot (bedre end deres mor…) Vi taler meget om dagplejen og børnehaven og alle vennerne derhjemme. Om minder med familien og om vores dejlige hus i Humlebæk. Men det er ikke samtaler, hvor børnene er triste og længes hjem. Det er hyggelige historier fra ”gamle dage”.

De sidste 14 dage med trailerlivet, har sat skub i deres indbyrdes forhold. Vi er faktisk ret imponeret over hvad det har gjort ved dem. Efter vi er flyttet ud i naturen, leger de bedre og længere tid sammen. Faktisk er de blevet utrolig gode til at falde ind og ud af legen, som det nu passer med hvad vi laver. Nogle gange leger de oppe i teltet og andre gange i bilen. Det gjorde de slet ikke på samme måde derhjemme. Det giver Ulrich og jeg flere små pauser med voksen tid end vi havde turde håbe på.

• 

Vi har begge været spændte på hvordan det mon, er at skulle være sammen 24 timer i døgnet. Vi er jo vant til en hverdag, hvor vi egentlig er temmelig meget adskilt. Hvor de voksne kan få næsten al den voksen tid de vil, og børnene bruger mange af deres vågne timer sammen med andre børn og voksne. Indtil videre er vi ret vilde med det her setup. Selv ungerne taler om hvor dejligt det er bare at være sammen.

Men det er selvfølgelig heller ikke en dans på roser hele tiden. Vi voksne kan godt længes efter friheden fra vores gamle liv og fordi ungerne har den alder de har, dikterer de også temmelig meget de ting vi gør og hvad vi kan nå på en dag. De fungerer bare bedst når vi holder fast i en struktureret dag (så meget som det nu er muligt i sådan et spændende ustruktureret land). Vi forsøger at holde spise- og puttetider. De dage hvor det er skredet er det endt i hyl og gråd. Og selv med dage som har været stille og uden så meget stimuli, kan vi stadig godt mærke på dem, at der er meget som skal fordøjes. Vi har adskillige aftener lavet soundtracket til campingpladsen med skrig og skrål (!).
-Vi er de eneste med børn og mange er i pensionistalderen. De fleste er dog meget forstående, men det er helt klart os der larmer mest…Dog larmer de også en del med deres fjernsyn skuret op på max for at kunne høre lyden.

Forleden dag kørte vi efter et lokalt tip om super velsmagende hane testikler ”Hanepoot”. Altså ikke sådan rigtige testikler, så langt ude på landet er vi altså ikke endnu (ikke at jeg ved om de spiser dem på disse kanter!?), det er en vindruesort, som har fået dette spektakulære navn. Og ja, den skuffede altså ikke. Selv de lokale synes det er en af de mest smag fyldte druer. Vi har købt mange druer i supermarkedet, men disse testikeldruer med sten i (undskyld, jeg er plat nu) koster kun 15 kr. for 2 kg og smager 1000 gange bedre end dem fra købmanden! Vi kommer til at købe en hel kasse, når vi forlader denne campingplads.   

Jeg vil her på falderebet dele en overordentlig glædelig nyhed med jer!
Jeg er blevet spurgt om jeg har lyst til at udgive bogen ”På afrikanske omveje” som lydbog. -Det har jeg selvfølgelig takket ja til og indtalingen begynder her i foråret.