Farvel Sydafrika, goddaw Namibia

Grænseovergangen til Namibia gik uden problemer i forhold til papirer som blev godkendt og personale som ikke havde behov for at udvise et skævt magtforhold. Vi nåede heldigvis at modtage alle dokumenter til bilen. De sidste vigtige papirer kom med posten fra England kun få dage inden vi skulle være ude af Sydafrika. Pyha!

Det var dejligt at have Mormor og morfar (Nina og Allan) med gennem grænsen. Så var der lidt flere underholdende voksne, mens alle papirerne skulle udfyldes. Det hele tog godt en time. 

Vi satte kursen mod Ai Ais Hot springs. Et resort med varme kilder i den sydlige del af Fish River Canyon.

Inden vi krydsede grænsen, tømte vi den sidste Sydafrikanske Spar (supermarked) for frisk frugt, vin og Emil fik lov til at vælge en stor fødselsdagskage, så vi var sikre på at kunne få kage på selve dagen.

Det var vist meget godt med alle de forsyninger. Namibia er et stort smukt ensomt månelandskab med langt mellem alt. Det eneste der ligger tæt på hinanden er bjerge, sand og sten i sorte, grå, gule og rødlige farver. 

Emils 5 års fødselsdag blev fejret med pandekager lavet af strudseæg og en god og spændende skattejagt som familien hjemme i Danmark havde sendt til os. Den sydafrikanske jordbærkage blev pyntet med sukkerflag som mormor og morfar havde haft med fra Danmark. Vi badede og legede med gaver resten af dagen. 

Det begyndte for alvor at gå op for os, hvor langt der er mellem tingene her i landet, da vi skulle planlægge Nina og Allans sidste uge sammen med os. Det er en hårfin balance, både at få set noget og ikke bruge alt for lang tid i bilen, hvor vi ikke kan nyde hinandens selskab. Derfor kørte vi efter Fish River Canyon til Atlanterhavs byen Lüderitz. En gammel tysk koloniby med spøgelses minebyer, der en gang i fordums tid levede højt på diamant jagt. Se billederne fra den døde by i fanen billeder.

Lapen fik en pause og vi indlogerede os i en lækker lejlighed med balkon ud til Atlanterhavet. 

Derefter besluttede vi os for at køre mod syd igen, så vi kunne være sammen længst muligt med Mormor og Morfar, inden de skulle vende snuden mod Cape Town. Vi vil gerne vente med at krydse landegrænsen til vi har brugt vores 3 måneders visum her i Namibia. Man får nemlig ikke så nemt 3 nye måneder og det ville være ærgerligt at miste 3 måneder af vores rejse. 

Grænsen mellem Namibia og Sydafrika følger store dele af Orange River. Vores sidste overnatning var derfor ved flodbyen Oranjemund sammen med Mormor og Morfar. Emil foreslog at vi skulle synge “Farvel og tak, farvel og tak og vi håber at vi ses igen en anden gang…” mens de kørte. Det plejede de at gøre i hans børnehave når et barn eller voksen skulle stoppe. Det blev et godt farvel uden for mange tårer. Men helt ærligt, så er det altså ikke så nemt at skulle sige farvel, velvidende at der går rigtig rigtig rigtig lang tid før vi ses igen.

Vi har sådan nydt at kunne vise vores afrikanske liv, nydt at lege med dem og nydt at Ulrich og jeg har kunne få lidt voksen tid sammen. Nu skal vi lige vænne os til “hverdagen” igen.