Mange undrer sig over hvordan vi egentlig kan få tiden til at gå hernede.
Det var vi også selv lidt spændte på inden vi tog afsted, men tiden flyver især med at “lave ingenting”.
I dag har vi eksempelvis lavet en del (synes vi selv). De første timer af dagen gik med at drikke kaffe, riste brød og skære og spise frisk frugt mens ungerne byggede lego, blev lidt uvenner og legede på legepladsen.
Byen vi er i lige nu, Aussenkerh, er egentlig én stor vindrue plantage med eksport spise-vindruer. I høst sæsonen bor her 20.000 og udenfor sæsonen 6.000 arbejdere. De bor alle i hytter bygget af siv, hentet fra Orange River som flyder gennem byen. Et syn der chokerede os, da vi kørte herind. Vi troede faktisk at Namibia var bedre til at passe på deres arbejderklasse. Men i denne by er det tydeligt at se at “the big guys” ikke har hørt om socialt ansvar for sin virksomhed. Det kan godt være at de får folk til at flytte ud midt i ørkenen men de sørger hverken for ordentligt husly med strøm, rindende vand eller ordentlige toiletforhold. Det giver smagen fra de ellers vanvittigt lækre druer vi smagte i Cape Town fra denne by, en noget anden bismag.
Vi kan godt lide når vi rejser ikke kun at følge masse turismen. Her i byen er den store ting at tage på en 4×4 køretur i nationalparken. Den vil vi også gerne prøve men vi var også nysgerrig på selve denne sivby.
Vi skulle alligevel handle i dag, så hvorfor ikke gøre stop i den lokale butik, hvor landmanden køber savklinger og bondekonen køber olie til hendes mad. Vi kunne godt mærke at vi ikke var det normale klientel men alle var venlige og smilende. Børnene er og bliver en god isbryder. Et par emalje kopper til lappen (af 5 kr. stykket) samt et nyt bor til Ulrich’s boremaskine måtte vi eje.
Dernæst gik turen til en lokal daddelfarm. Vi kunne se på vores GPS at der måske var et dørsalg. Vagten sagde at vi skulle skynde os for de var ved at lukke af for weekedenen. Dørsalg var der vist ikke, men vi fortalte, at vi var fra Danmark og ikke anede noget om dadler og hvordan man håndterer sådanne frugter og at det var børnenes yndlings slik (jaja, lidt speltbørn er de da…). Det syntes de alligevel var lidt sjovt og vi blev lukket ind i deres lager hal. Her fik vi lov til at smage to af deres daddelsorter. De smagte sødt og sprødt. Heldigvis havde vi dagen forinden lært os at sige tak på det lokale sprog. Det lyder noget alla: “”Nabandulla” og det sagde vi alle. De grinte og syntes vist det var lidt hyggeligt. En ung fyr fyldte to plastic bøtter med de to typer daddler og gav os dem. De ville ikke have noget for dem. Det var altså rørende, når vi udemærket viste at de boede i sivhytter uden vand og strøm. Derfor stak vi dem en seddel og sagde at den skulle de købe en fredags øl for sammen.
De fleste arbejdere havde fået fri og mødestedet var åbenbart det lokale supermarked Spar, som vi også skulle handle i. Vi valgte opmærksomhed. Nok mest på grund af børnene. Hvad der var rigtig rart var, at stort set alle smilede og virkede venlige. Faktisk, vil jeg allerede efter 3 uger i Namibia, vove den påstand, at her har vi kunne møde mennesker lige, på trods af hudfarve. Især når de finder ud af at vi ikke er tyskere (den gamle kolonimagt) eller sydafrikanere. Det er ret befriende!
Vi havde to muligheder da vi skulle hjem fra Spar.
1. tage den lige vej hjem ad asfalten væk fra sivhytterne og i sikkerhed for fattigdommen
2. tage den snirklede vej gennem sivbyen, nyde synet af alt det fremmede, vinke og smile mens vi kiggede gensidigt på hinanden og samtidig sætte frygten for fattigdommen lidt på standby.
Vi valgte nummer 2.
Jeg tillod mig at lave en lille video. Den by er en helt anden smuk og trist verden. Emil laver soundtracket. Se med her.
Det glæder os at se at de ikke var helt så forarmede som vi troede ved første øjekast. Indbyggerne havde ikke slidt tøj på og nogle huse havde sågar en blomster have eller en hæk. Men når det er sagt, så er det helt forrykt at en stor kapitalist kan løbe fra sit sociale ansvar på den måde og komme afsted med at medarbejdere boende under så kummerlige kår.
Vi kunne jo køre derfra…og tilbage til vores trygge lille oase med Lapen, poolen og de rene toiletter, hvilket vi også gjorde. Men det er da en kontrastfuld hverdag som lige skal bearbejdes efterfølgende for store og små.
Aftensmaden stod på gillpølser, kartofler og græskar med vand og vin til. Egentlig var det mere flue mad…se her hvorfor.
Vinmarkerne omkring campsiten er blevet gødet med hønsemøg, hvilket har gjort fluerne ellevilde og de har formeret sig i hobe tal.
Det er den slags fluer du måske kender fra billeder med fattige afrikanere. Du ved den slags, som sætter sig alle steder, hvor der er fugtigt; øjne, øre, mund med mere. Jeg har altid haft svært ved at forstå hvorfor man ikke hele tiden vifter dem væk…men okay, hvis der er så mange som vi har lige nu….så må man kapitulere. Og ja, hvis man til og med også sulter og mangler energi, så må fluerne selvfølgelig være det mindste problem.
Så hvis man lader fluer genere sig….så har man vist heller ikke så meget at gå op i.