Fanget i “det vilde vest”

Erfaringerne fra turen ned gennem Afrika i 2013, hjælper når der sker noget uventet med bilen.
Vi ved fra sidst, at det er 99.9 % umuligt at planlægge noget, når først uheldet er ude. Det er rene tilfældigheder, der er på spil. Vi er som drivtømmer, der må lade sig glide med strømmen og håbe, at vi på en eller anden måde kommer i mål. Vi kan kun påvirke retningen en smule, men i det store hele, er det tilfældighederne der råder over hvem og hvad vi møder, som kan stille sig i vejen for at få repareret bilen.

Den største udfordring er, at vi nu rejser med Emil og Ellen. De bliver virkelig trænet i at kunne omstille sig. En kvalitet der nok ikke er så tosset at kunne mestre, i vores omskiftelige samfund og verden.

I går havde vi planlagt, at vi skulle op til nogle varme kilder, for at bade og campe. 

BANG! Kardanakslen røg og vi endte med at bruge et par timer på en ødet vej, for til sidst at blive trukket til nærmeste sted vi kunne bo. Et guesthouse, hvor vi fik lov at bo i traileren på deres parkeringsplads. Til god underholdning for resten af byen. Emil og Ellen lader sig ikke kue. De hyggede sig over at vi nok skulle være her i mange dage. Ellen blev dog lidt ked af det over, at vi ikke kunne bo på et af værelserne, men det føltes mere sikkert at være ved alle vores ting.

Byen er en samling af støv, blik og bygninger samlet med mudder og komøg. Her er kun et par små boder, der sælger taletid, chips og tomater. Selvom vi forsøger at tone alt vores grej ned…vækker vi opsigt. Alt hvad vi har med, er mere end hvad de nogen sinde kommer til at eje. Nogle er søde og smiler, andre lader som om de ikke ser os, men sender os alligevel små arrogante øjne i smug.

Vi har sluppet kontrollen og sender håb ud i universet om, at det nok skal lykkes at få bilen til at kunne køre igen (uden at vi bliver ruineret). Og det skal det nok. For det gør det, selv i Afrika. Eller rettere, især i Afrika, for når man får luet ud i dem, der gerne vil score en mønt på os og dem, som oprigtigt gerne vil hjælpe, så står vi oftere tilbage med flere af sidste nævnte. Måske endda flere end derhjemme, for der har mange så travlt med deres eget.

Den 4. dag om aftenen, kommer Patrick med akslen. Efter at den er blevet transporteret 700 km. Patrick er fra Windhoek og arbejder på et projekt heroppe, som skal indvies den følgende dag. Derfor kender han tilfældigvis mange fra Windhoek, som er på vej herop.

Vi jubler. Ulrich kravler under bilen. Strammer skruer og bolte. Han starter den. Batteriet er næsten dødt, så den starter med lidt host. Vi holder vejret. Den begynder at trille! Vi hopper af glæde. Vi er frie!

Vi fejrer det med en øl sammen med Patrick og Gustav, ejeren af stedet, som også har hjulpet os. Flere kommer til. Grillen bliver rykket hen til os. Det er Patricks kollegaer samt en verdens stjerne (i Namibia), nemlig en musiker ved navn Kul Kalux, som skal spille til indvielsen af projektet. 
Vi bliver inviteret op til grillen med de andre og står sammen og spiser det grillede kød med fingrene, uden tilbehør. Det er deres aftensmad.

En fantastisk afslutning, på 5 døgn i tilfældighedernes land.