Hjælp! Shit! Klaphat!

Makgadikgadi Pans National Park fylder hele 39.000 kvadratkilometer. Her ligger blandt andet et kæmpe søområde, som om vinteren, er udtørret og dækket med et tyndt lag salt. Man ser masser af fatamorganaer. -Det ligner at der er vand langt borte og at distancerne ikke er så lange som de i virkeligheden er. Det er også på disse søer, at forsidebilledet blev taget til min bog ”På afrikanske omveje” tilbage i 2013.

Ulrich og jeg er vilde med at campe, hvor der ikke er andre mennesker. I Afrika må det gerne være på etablerede camp sites for sikkerhedens skyld men i Norden er wild camps noget af det bedste. På Kokonje Island, en ø midt i saltsøen, er der lavet simple pladser fordelt på øen. Der er ikke andet end et skilt, der markerer, at her må man slå lejr og der er opsat et såkaldt ”long drop” toilet eller ”slip og slask”, om man vil. Man skal selv medbringe alt -også vand.

Efter at have krydset saltsøen på et godt spor, kom vi til øen. Her var der en faldefærdig lille hytte, hvor der sad en mand med en hundehvalp. Der havde ikke været turister i fjorten dage, indtil vi kom. Han havde hverken strøm eller rindende vand. Når han havde fri, hver 14. dag, gik han 27 km i 6 timer for at komme hjem til sin familie.  

Vi kørte over på den modsatte side af øen og havde det hele for os selv.

Ahh, det føltes som at være kommet hjem! Alene og sammen. Med den smukkeste udsigt til søen og et hult baobabtræ til nabo.

Vi tog bilen, den følgende dag, for at udforske øen. Det er så fristende bare at speede op og køre langt ud på søen, men vi har læst, at det er bedst at holde sig til sporet, da der kan være vådt nedenunder.

Alligevel vurderede vi, at vi godt lige kunne følge et mindre spor en smule længere ude og dermed skyde en gevaldig genvej…

Det skulle vi aldrig have gjort! Kun 30 meter ”fra land” sad vi fast.
Klaphat 1 & 2!! -Sådan følte vi os begge. -Os der ellers er så forsigtige.

Ulrich har meget erfaring i at køre offroad, men her var der bare ikke noget at gøre. Salt-overfladen gemte på en dyb leret mudder, som vi ikke kunne se. Men vi kunne tydeligt mærke den, da bilen mistede al sin fart og pludselig sad urokkeligt fast.

For at være ærlig, så gik jeg lidt i panik. Det her var ikke nemt at komme ud af. Det kunne vi begge godt se. Vi var i stikmodsat retning af manden med hunden og der var langt til Lapen. Vi tog en masse vægt ud af bilen og begyndte at grave. Emil og Ellen mærkede ikke alvoren men kom derimod med gode råd til gravearbejdet mens de legede, at de skulle fodre bilen med salt og gav den kram. -De hyggede sig.

Håndklæder har vi læst skulle kunne virke og det måtte blive vores løsning! Vi gravede render ned under hjulene og lagde håndklæder ind under. De hjalp ikke. Håndklæder er vist også mere til, hvis bilen sidder fast i løst sand.  Bilen ville bare grave sig dybere ned, hvis vi forsøgte mere.
Der var ingen hjælp rundt om hjørnet. Intet signal på telefonen. Heldigvis havde vi satellittelefonen men intet nummer til manden og numrene til en nærliggende campsite virkede ikke.  Vi var alene i ødemarken. Sådan føltes det i hvert fald.

Der var ikke andet at gøre end at pakke en taske med alt hvad vi skulle bruge (vi havde heldigvis masser af vand og mad) og så gå mod traileren for at få børnene hjem i skygge. Solen stod højt på himmelen. Emil og Ellen var seje. De syntes der var langt og det var der også, men der var hverken brok eller gråd. Vi forsøgte at holde humøret oppe ved at tale om nogle hyggelige ting. Det virkede. Men nøj, hvor jeg bekymrede mig over slanger i det høje græs og om traileren nu stod der hvor vi mente den gjorde eller om den var længere væk. Det var ikke rart. Og det var vores egen kådhed som var skylden.

Hjemme igen i Lapen, kunne vi ånde lidt ud. Nu var vi ved mad, vand og senge. Så kunne det ikke gå helt galt. Efter frokost gik Ulrich efter hjælp hos manden og jeg blev med ungerne.

Da Ulrich mødte manden ved hans hytte, sagde han som det første: ”Are you stuck?” Ulrich svarede: ”Yes, how did you know?” “I could see it one your jeans…” og så var vi i gang…

Jeg regnede med at vi ville se Ulrich inden det blev mørkt, enten med eller uden bil, men da jeg skulle til at putte ungerne i mørket og Ulrich stadig ikke var kommet hjem, begyndte jeg at blive urolig. Vi var ikke længere væk fra hinanden end jeg kunne skimte et lys i det fjerne som nok var en baglygte.

De sidste 7 måneder har vi ikke været mere end 2 meter fra hinanden og det var ganske ubehageligt at Ulrich ikke var sammen med os andre. Jeg følte mig lille og ydmyg og alle de værste scenarier fodrede min fantasi.

Ved midnatstid kom Ulrich tilbage uden bilen. De havde gravet den fri et par gange, men hver gang havde bilen kun kørt et par meter frem og sad så fast igen. Derfor var de blevet enige om at forsætte igen når solen var stået op.

Manden med hunden havde fået sin ven med bil til at komme, sammen med et par andre gutter. De kørte i pendulfart mellem land og bilen, for at finde store sten de kunne kaste i de huller de gravede under bilens hjul, for at lave et stabilt underlag. Hjulene skulle hejses op et ad gangen med en donkraft. Det tog tid. Vi har ikke sandstiger men de var nok også bare sunket ned i mudderet. I stedet for sandstiger brugte vi store kævler til at fordele vægten fra hjulene ud på stenene. Det hele forsvandt ned i dybet når bilen kørte frem på det og de kunne starte forfra.  

Dagen efter kom en endnu større gruppe. De havde sågar taget en kvinde med, der lavede bål og som skulle stå for forplejningen.

Vi fornemmede hurtigt, at dette vist ikke var et enkeltstående tilfælde. Vores ven med hunden fortalte, at der for bare nogle uger siden var 4 biler, som på samme tid, havde siddet fast og ja, vi så da også temmelig mange huller ved vejen, der vidnede om hjul der hverken ville kører frem eller tilbage. Det var lidt en trøst. Vi syntes ikke vi havde kørt med hovedet under armen, blot fulgt et spor lidt længere væk fra bredden, hvilket åbenbart alligevel havde været for langt væk fra fast grund.

Det gav pludselig mening hvorfor de to mænd der på skift arbejdede på øen, havde så store og veltrænede overkroppe.

Bilen blev gravet fri 7 gange, for at køre de 30 meter, det krævede, at nå frem til fast grund. Det tog 6 mand i alt 11 timer og mange vabler at komme op af mudderet. Næste gang kan vi godt modstå fristelsen til at ræse ud på en saltsø…

Vi betalte selvfølgelig for deres hjælp og det virkede som om alle syntes det var en fair pris. 1500 pula som svarer til ca. 900 kr. Det var dyre lærepenge, men nok meget sundt. For selv om jeg syntes vi kører fornuftigt, så bliver det hele lidt mere skærpet nu.

Da vi efterfølgende kom til en noget mere turistet by, fik vi at vide, at her havde det kostet 10.000 pula ca. 6000 kr.  at få hjælp på saltsøerne. Det havde godt nok været noget af en (dum) udskrivning på rejsebudgettet.  

Det var nok eventyr for en god stund…