Her i weekenden havde vi besøg af Jacqui, Andy og deres to børn Jamie og Justin. Det var dejligt at have gæster i vores ”hus” og efterfølgende har vi alle følt os mere hjemme i det hele.
Vi havde nogle interessante snakke med Jacqui og Andy, om Sydafrika og udviklingen af landet. De er ikke for optimistiske, desværre. Dagen efter deres besøg mærkede vi da også lidt om hvad det er alle kæmper med. Uden varsel blev strømmen taget i to timer. Det er sket før, men ikke uden varsel. Byerne er inddelt i zoner og hver zone må leve uden strøm, i vores zone er det 2 x 2 timer dagligt. Vi mærker at de lokale er lidt rystede over situationen. Der bliver lavet jokes med el-selskabet (Eskom) og himlet med øjnene. Stakkels alle dem, der har et levebrød, som kun kan produceres ved strøm. Det er hård kost. Ulrich konstaterede tørt her til morgen, at det næsten fungerede bedre på Jamaica, dengang han boede der.
Vi er slet ikke ramt. Vi mærker det, når vi kører i bil og der ikke er lys i trafiklysene og at vi må handle i delvist mørke, når vi er i et supermarked og at vores ene køleskab ikke kører (vi har ikke fået lavet batteri til det endnu) ellers ikke.
Western Cape har også for nogle år siden været ramt af total tørke. Det er de egentlig stadig men så vidt vi kan forstå ikke i så udpræget grad længere. Der er stadig rationering på vandet og en indbygger må max bruge 85 liter vand om dagen (hvis ikke jeg husker galt). Det er alt forbrug; madlavning, toilet besøg, bad, tøjvask, opvask osv. De har store kampagner med hvordan man kan spare vand og i supermarkeder kan man købe indkøbsposer, der donerer penge til vandbesparende forskning.
Vi bor stadigvæk på samme campsite, men begynder også at glæde os til at opleve nye steder. Vi møder ikke ret mange børn på pladsen. Faktisk har vi kun set to andre, der var på tur med deres bedsteforældre. Det er primært sydafrikanske pensionister som enten er på ferie eller bor her forholdsvis permanent. Mange har ikke ret mange penge, har solgt deres hus og lever nu med en billig husleje i en campingvogn. Vi sender vores danske velfærdsystem en venlig tanke, selvom meget også kunne ændres ved den. Men man må sige at det trods alt fungerer bedre hjemme end her. Her er man sin egen lykkes smed og det virker ikke til at der er nogen eller ret meget hjælp at hente, hvis det skulle gå galt.
Vi er på nuværende tidspunkt fanget i lidt af en omgang bureaukrati, som jeg ikke vil trætte jer ret meget med her (muligvis i et andet indlæg). Det korte af det lange er, at vi på nuværende tidspunkt ikke ved om vi bliver nødt til at køre ud af landet den 3. marts og blive ude i en måned, før vi kan komme tilbage igen. Det var ikke lige det vi havde planlagt og det gør også at vi ikke vil flytte os for lang øst på, men bliver her i Western Cape, hvor der er ca. 8 timers kørsel til grænsen til Namibia. Ja, nemt skal det ikke være. Jeg begynder at fornemme et mønster… På vores første rejse ned gennem Afrika, var det bilen der dikterede vores rute, fordi den hele tiden var (humør)syg. Jeg tror at denne rejses rute bliver dikteret af bureaukratiet. Både i forhold til bil og trailers papirer, men også vores egne opholdstilladelser fordi vi rejser i så lang tid i disse lande.
Det er rart at have lidt erfaring at trække på. Det dur ikke at vi laver en masse planer om hvad vi gerne vil se og nå, for så stresser vi bare over alt det som kan spænde ben for os. Vi ved af erfaring, at ting bare er mere kompliceret i mange af de afrikanske lande og at det nok skal falde i en eller anden form for afrikansk hak, så længe man bare bevarer tålmodigheden. Udfordringen kan så være at vi er lidt mindre fleksible, fordi vi har to små børn med. De har nu været forbløffende tålmodige, når vi gang på gang har måtte sidde i kø på et kontor eller på en motorvej. Cape Town har 4 millioner indbyggere og det kan mærkes hvis man ender i myldretiden.
Ulrich har sat nye støddæmpere på traileren og ”leafspring’ene” (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er affjedringen) skal justeres. Traileren hælder en del og det må vi hellere få gjort noget ved, inden vi kører til de lidt mere afsidesliggende kroge af Sydafrika…eller Namibia – vi må se hvor vi bliver bragt hen af bureaukratiet…
Det lyder ikke så godt hvis I må forlade Sydafrika den 3. Marts. Tager I tilbage når dine forældre kommer?
Ellers ser det jo dejligt ud. Håber I må finde pladser med flere børn på et tidspunkt.
Fortsat rigtig god tur.