Kan du huske at vi mødte landmanden Boeta og hans kone Mariëtte, som drev en lille campsite. -En af de bedste vi har boet på. Det var Boeta som kørte os rundt på sin farm og Mariëtte som bagte små fine brød til ungerne.
Emil og Ellen blev ret glade for dem og derfor måtte vi besøge dem en sidste gang, inden vores visum udløber den 11. juli.
I Windhoek havde vi købt alle de danske produkter vi kunne finde som en gave til dem. Overraskende nok fandt vi ganske mange. Forskellige oste fra Arla og Emborg. Smør fra Lurpak og småkager i den klassiske dåse med billeder af bindingsværkshuse.
Vi blev budt velkommen, som var vi slægtninge de ikke havde set længe og som endelig havde fundet hjem.
Der var travlhed på gården. Boeta og Mariëtte havde besøg af to familier fra Cape Town. De kommer herop en gang om året for at jage, slagte og partere kød til hele året. De havde slagtet får, kvæg, kuduer, springbok og gemsbok.
Boetas veludrustede slagteri emmede af liv og glade dage, blandt alle de døde dyr. De lavede steaks, hakket kød, pølser og biltong (tørret krydret kød, som man spiser som en slags chips). Alt blev brugt. Selv knogler blev knust og brugt til foder og gødning. Alle var i gang, både de voksne børn, bedstemoren på 80 år og forældrene.
Vi blev inviteret til aftensmad og ungerne fik lov til at se børne-tv. De har ikke set fjernsyn siden sidst vi var her, for over 2 måneder siden. Der var jubel. Boeta smuglede slikkepinde, kage og andre godter indtil dem, mens Ulrich og jeg kiggede væk.
I det hele taget blev vi alle sammen godt og grundigt forkælet. Vores bil blev læsset med deres hjemmelavede pølser, biltong, brød, kage, fisk, dadler, appelsiner, clementiner og citroner.
Det var ikke med vores gode vilje at skulle sige farvel.
Det er mærkeligt med mennesker man jo egentlig ikke kender ret godt. Alligevel føles det som om vi har kendt hinanden længe og vi kunne mærke det var gensidigt.
Da vi bakkede ud af deres indkørsel med vinduerne nede, vinkede Emil og Ellen til Boeta og Mariëtte. Boeta kiggede på dem og udbrød: “I love you”. Han blev selv overrasket, og der var ingen tvivl om, at det var hjertet som havde talt.
Jeg tror vi bliver nødt til at komme tilbage på et tidspunkt og besøge vores nye gamle familie i Namibia.