Efter snart at have været afsted i 5 måneder (!!) bliver vores eventyrlyst større og større. Det hele kan virke så skræmmende og fremmed, når man planlægger det hjemmefra, især i forhold til at rejse med børn, men efterhånden som vi lærer mere om de forskellige lande, vokser modet også.
Ovamboland og Kaokoland er to områder som grænser op til Angola. Det er ikke mange turister, som finder vej herop. Og helt ærligt, så trængte vi også til lidt færre turister. Etosha var smukt og overvældende med alle dyrene, men vi blev temmelig overvældet af alle de turister. Vi har ikke noget imod at rejse, hvor andre turister gør, men de fleste vi mødte, havde så travlt, at de hverken havde tid til at hilse eller tage hensyn til andre end sig selv. -de skulle nå at se det hele og det virkede ikke som om, der var indregnet noget tid til at dvæle lidt. -der var kun tid til at få de bedste billeder og bedste “poses” fra dyrene.
Hele dette turistræs er tankevækkende (efter at have sluppet irritationen). Mon vi er kommet så langt ned i gear, at vi ser det hele fra et lidt andet perspektiv? Ville vi ikke selv have travlt, hvis vi “kun” var hernede i 3 uger? På nuværende tidspunkt kan en tur i en butik være nok stimuli for os for en hel dag…
Hvorfor tror mennesker altid at græsset er grønnere -Eller at der er flere dyr ved det næste vandhul, end det de befinder sig ved? Vi oplevede at de stresser rundt fra vandhul til vandhul, uden at prøve at slukke motoren, sidde og kigge lidt ud i tomheden og måske turde mærke sig selv lidt?
Som du kan høre endte vi med at lyde lidt som nogle brokkehoveder og så er det svært at nyde noget som helst, hvilket jo er temmelig dumt.
Det var tid til en turist pause og vi kørte derfor mod Ovamboland.
Vi havde svært ved at finde en campsite så langt væk fra andre turister.
Hvilket gjorde at vi i Oshakati måtte bo på hotel. Ellen var ellevild! Efter mormor og morfar har været på besøg, har hun sukket efter at prøve at “bo i hus igen” (stakkels barn!). Det ønske blev opfyldt. Mormor og morfar lejede ofte et værelse sammen med os, mens vi campede ved siden af.
På hotellet betalte vi sølle 270 kr. for et dobbeltværelse inkl. morgenmad. Ved indtjekning skulle vi skrive under på, at der var 3 håndklæder og to glas på værelset. Til morgenmaden blev alt dosseret, så ikke man tog for meget. Ulrich fik skældud for at komme op to gange. Damen der dosserede maden (som i øvrigt var sur), havde ikke set at første runde var til Ellen.
Hotellet må være vant til gæster som tager for meget mad og stjæler fra værelserne.
Det var bygget op som et stort og prangende vandland, men som så meget andet hernede, var det i den grad forfalden og misligholdt.
Alligevel var der massere af liv og lokale som legede på legepladsen og spiste mad fra restauranten.
Det var en sjov og meget lidt turistet oplevelse at bo der.
Ude godt, hjemme bedst. Ulrich og jeg følte begge to, at familien var samlet igen, da vi var tilbage i Lapen.
Vi var kun ca. 100 km fra grænsen til Angola og det kunne vi godt mærke. Pludselig talte alle ikke engelsk, men flere spurgte om vi kunne tale portugisisk.
Ulrich og jeg begyndte at drømme om en smuttur til Angola. Landet kæmper mod sin historie, men vil forsøge at gøre det mere turistvenligt. Ikke lige det land vi havde regnet med som det nye Afrika rejsemål…og der går nok også en del år, hvis det overhovedet kommer til at ske. Deres første udfordring er visum til turister. Det er en temmelig tidskrævende proces og inkluderer at man skal have en invitation fra nogle indfødte samt fødselspapirer på sine børn med officielle stempler, skrevet på portugisisk. Vi havde ingen af delene og ville heller ikke prioritere tiden til at få det fixet.
Vi droppede derfor grænsen, men valgte at køre helt op til floden, som skiller de to lande ad. På vejen derop blev der mere tropisk. Mere sand, færre sten. Flere palmer. Det sydlige Namibia giver associationer til månelandskab, her mod nord, mere ørken og frodigt ved floden lige som ved Nilen i Sahara, hvor der også er tørt alle andre steder end ved floden.
Hvad vi ikke vidste var, at vi i det nordlige Namibia også ville få vores eventyrlyst stillet.
