Det har været en hurtig proces at byde Lappen velkommen i familien. Fra vi betalte for Lappen gik der 48 timer og så kunne vi hente den. Skulle drømmen blive til virkelighed, blev vi nødt til at rykke hurtigt. Vi skal nemlig være ude af Sydafrika den 13. april ellers får vi indrejse karantæne i 5 år!
Duncan, den britiske mand, der ejer “African Overlanders” og som har hjulpet os med købet, kunne på bare 3 dage fikse alle papirerne. Noget vi med den gamle trailer, brugte flere uger på. Det er ret vildt, hvor meget det betyder, at have de rigtige kontakter og kende systemet.
Duncan driver en campsite og et udlejningsfirma, der er specialiseret i overland biler samt et værksted, hvor man kan få bilen serviceret.
Vi blev boende på campen til vi havde papirerne ordnet og den gamle trailer gjort klar til salg. Den får lov til at stå hos Duncan og han vil gerne vise den frem til interesserede købere, mod at vi shipper Lappen hjem via ham (det er der han tjener pengene).
Vil du se nogle af Duncans lækre biler, klik her
Vi trængte ret hurtigt til at komme væk fra Africa Overlanders. Egentlig trængte vi nok mest til et sceneskift. Emil og Ellen har reageret rimelig meget på den store boligforandring. Mere end de reagerede på skiftet fra vores danske til vores afrikanske liv.
Vi havde tre dage, som nok må betegnes, som de værste i forhold til børnenes humør. Emil og Ellen var simpelthen så sure og havde så svært ved at lege, både sammen og alene. Vi skulle mandsopdække dem hele tiden, hvilket også til sidste gjorde os mindre og mindre pædagogiske…og så var den dårlige cirkel i gang.
Det er fuld forståeligt at de reagerer. Det er trods alt deres “hus” vi bytter ud, næsten fra den ene dag til den anden.
Ulrich og jeg havde bevidst ikke talt ret meget med dem om vores negative tanker, i forhold til den gamle trailer, fordi vi ikke troede det ville være muligt at købe Lapen. De suger vores holdninger til sig og det ville være synd at påvirke dem unødigt negativt, hvis vi skulle have det til at fungere i den gamle trailer det næste år.
De fik derfor gradvist at vide, hvorfor det egentlig var, at vi gerne ville skifte traileren. Men det er svært at skulle sige farvel til noget man har knyttet sig til. Vi har talt meget om, at den gamle trailer har været god at starte med, men at vi savnede et sted, hvor vi ikke blev våde når det regnede og at vi kunne komme indenfor og lege. Emil og Ellen har ikke være kede af det over at skulle skifte til Lapen. De kan sagtens også mærke opgraderingen. Det er mere alt det “uro” sådan et skift medbringer, som vi tror de har reageret på.
Vi bor nu i en lille grøn oase tæt på Stellenbosch. Her slår vi lejr til mine forældre kommer og til vi sammen kører mod Namibia. Alle er igen ved at falde ind i de vante rytmer.
Vandtætheden fik vi testet forleden dag. En dag med heldagsregn og Ulrich havde fået racermave (første person nede på snart 3 måneder. -det er da meget godt klaret!). Det kunne have været en rigtig skod dag (ikke kun for Ulrich) men vi blev reddet af Lappen.
Den kommer nemlig med en kæmpe markise, en såkaldt “Bush wing”, hvorpå man kan lyne vægge. Så man kan lukke af for regn og vind.
Regnen kom heldigvis en dag, hvor ungerne legede godt og det var helt hyggeligt at være i teltet med køkken og legebord i læ for regnen.
Lapen bestod sin første rigtige test!
Men helt ærligt, er traileren ikke det samme som en lidt pimpet campingvogn, sidder du måske og spørger dig selv om? Ender vi som Hr. Og Fru. Danmark i campinghabitter?
Jo, man kan godt argumentere for at de store Bush Lapa trailere med køkken og borde indendørs er lidt som en campingvogn. Det har vores dog ikke. Vi kan “kun” sove inde i vores.
Bush Lapa trailere er til forskel fra en campingvogn, bygget til at kunne køre offroad. Der er stor frihøjde, store dæk, god affjedring og den er støv- og vandtæt. På den måde kan man med Lappen, køre de samme bumlede, vandede, hullede steder, som man tager sin 4-hjulstrækker hen. På den måde bliver vi ikke begrænset af at køre med en trailer, fremfor telte på taget som vi gjorde på vores forrige Afrikatur.
Og ja, lidt campinghabit har man vel altid ; – )
Smart I lykkedes at skifte “bolig” og er nu klar til at hilse velkommen dine forældre, Ida! . . og køre ud fra SA inden det bliver for sent. Fortsat god tur – og tak for dine spændende rejsefortællinger.
Kære Therese
Hvor dejligt at høre fra dig. Nina videresendte din mail til hende. Jeg ved at Finn også rigtig gerne vil i kontakt med dig. Mon jeg har dit WhatsApp nummer, så jeg kan forbinde jer med hinanden. Vi har besøgt ham flere gange og hans to tvillinger er så søde imod Ellen og Emil.
Vi håber dig og Luzi også har det godt.
Vi glæder os rigtig rigtig meget til mine forældre kommer herned.
Kærlige kram til dig.
Hej til jer alle
Det er skønt at følge jer, og jeg glæder mig til at høre om jeres oplevelser, når I kommer lidt længere nordpå i det område, som vi har besøgt. Glæd jer til Okawanko deltaet – hedder det vist.
Mange hilsner Anne-Grethe
Kære Anne-Grethe
Det er dejligt I følger med!
Vi har lige haft et dejligt besøg af Nina og Allan. Vi nød at vise dem vores hverdag. Ja, vi glæder os også til Okawango deltaget og i det hele taget til lidt mere grønt. Her i Namibia er der meget tørt men også smukt. Det håber jeg snart jeg kan få lagt lidt op på hjemmesiden om, men internettet er desværre dårligt.
Mange kærlige hilsner fra os alle 4.