Det er altid med lidt kildren i maven, at krydse en afrikansk grænseovergang. Regler er ikke bare regler hernede. De kan bøjes afhængig af hvem der sidder bag skranken.
På turen mod grænsen til Botswana flyver tankerne gennem hovedet:
Får vi mon de 90 dages visa vi har ret til?
Bliver der problemer med bilens carnet?
Vil de gennemsøge alt? Hvad vil de tage? Frugt? Kød? Mælkeprodukter? Alkohol? Penge?
Tænk hvis de ikke er rare (særligt nu hvor vi har børn med)?
Vi møder generelt ganske lidt problemer med autoriteter og folk som tigger. Det tror jeg vi kan takke Ellen og Emil for. Derfor havde vi ungerne på armen under det meste af tiden ved grænsekontrollen. Så de kunne se at vi rejste med små børn.
Der var ingen gribbe. Kun søde og nysgerrig mennesker, der syntes det var ret vildt, at vi skal være i deres land i 3 måneder.
Gribbene mødte vi til gengæld på vejen efter grænsen. En lækker fordærvet ko blev parteret af godt 20 kæmpe fugle.
Velkommen til Botswana !
Fantastisk. Jeg glæder mig som et lille barn før juleaften til at komme hjem til Danmark, hvor jeres bog, som jeg købte for et par måneder siden, ligger og venter på at blive studeret. Og det jeg glæder mig mest til, er netop jeres beskrivelse af grænseovergangene på strækningen fra Egypten til Kenya…..drømme drømme. 🙂
God videre færd, Poul
Mange tak, Poul!
Åh ja, de grænseovergange var helt klart også dem der tog længst tid og var vanskelige at gennemskue.
-Se at kom af sted! ; D
Håber du kan lide bogen, når du kommer hjem til den.
Mange hilsner til dig fra os i Botswana.