En grænse mellem uforudsigelighed, pas og Zambezi floden

– Grænsen mellem Botswana og Zambia.

Vi havde jo troet at grænsen mellem Namibia og Botswana ville blive den mest ”Afrika agtige” [læs: kaos, ineffektiv og forvirrende] grænse, vi ville komme til at krydse, men fordi vi nu bevæger os længere væk fra de mere vestlige lande, så begynder kaosset også at blomstre og det er egentlig ikke så tosset at være i det igen efter 6 år.  

Det er Zambezi floden, der skiller Botswana fra Zambia og man skal derfor med en lille færge, men det er altså ikke helt som Helsingør / Helsingborg færgerne. Der er kun plads til 4 biler og en lastbil. Biler har førsteret til færgen, hvilket gør at lastbiler venter i flere dage og der er kilometer lange køer på hver side.

Man køber billetten mens man sejler. Det er kun chaufføren, som må køre til og fra borde. Alle andre skal gå. Alle bliver gelejdet over til færgen på samme tid, så fodgængerne går mens bilerne kører mellem dem. Alle skal op på en tynd metalrampe, som er godt knækket og slidt og det er svært ikke at fundere over, om metalpladerne kan holde til lastbilernes og Lappens vægt. Emil, Ellen, Inge og jeg gik, som de sidste, tæt og forsigtigt op på rampen. Vi havde kun taget et par skridt ind, så begyndte færgen at bakke fra land og sejle mod den anden bred.

Turen tager kun 5 minutter, så man kan ikke nå at købe noget på færgen som man kan, når Øresund krydses. Til gengæld bliver man mødt af boder og sælgere på Zambia siden, som nyder godt af at man ikke sidder i bilen og håber at få solgt nogle kiks, bolcher eller tørt brød.

Der er et væld af lastbiler på den anden side, de holder og venter på at få papirerne i orden så de kan køre ud af det lille havneområde.

Lige ved siden af færgen, bliver der arbejdet på en fin bro men om den bliver færdig til næste år, i 2021 eller 2022, det hersker der meget tvivl om.

Vi er glade for, at få lov til at prøve at sejle over mens det stadig er muligt.

Da vi ankommer til Zambia, må vi parkere bilen og lappen mellem alle lastbilerne mens vi går op og får lavet visum og stemplet bilens pas. Det var rigtig dejligt at Inge var med os. Så kunne vi dele os op, og én blev ved bilen for at passe på den. Vi var spændte på hvordan autoriteterne ville behandle os. Er man uheldig og møde en ”bossy” person kan det hele godt tage utrolig lang tid og blive meget besværgeligt. Derfor røg Ellen også op på armen, så de hurtigt kunne se, at vi rejser med små børn. Det har før tøet mange mennesker op og det gjorde det også igen. -Så meget at Emil og Ellen også fik et stempel på armen, da bilen skulle godkendes til indrejse i landet -for så var Ellen og Emil jo også blevet godkendt.

Der står en kødrand af “fixere”, som håber på at kunne tjene lidt penge på at ”hjælpe” os igennem grænserne. Vi har kun brugt fixere, da vi i 2012 ankom til Port Said i Egypten, hvor alt foregik på arabisk og grænsen mellem Egypten og Sudan. Der var det nødvendigt, hvis ikke det skulle tage flere uger.  Her på grænsen mellem Botswana og Zambia, burde vi selv kunne finde ud af det, men helt enkelt er det ikke. Her er en lille oversigt over alle de forskellige steder vi skulle finde på havneområderne i Botswana og Zambia for at skifte land (de er ikke så flinke til at sætte hjælpende skilte op…):

• Immigrations kontoret i Botswana – et stempel i passet for at komme ud af landet
• Et stempel i Carnet (bilens pas) for at få bilen ud af Botswana
• Påmønstre færgen over Zambezi (200 pula = 125 kr.)
• Et stempel og visum i Zambia + 50 US dollar pr. visum (børn er gratis)
• Finde nyt kontor og få et stempel i Carnet og papir tjek (her kan man være uheldig at de også vil tjekke selve bilen, vi slap)
• Kontor skift – betaling for Co2 på grund af bilen (200 Kwatcha = 100 kr.)
• Endnu et nyt kontor, betaling for ”Motor Vehicle Levy” (30 Kwatcha = 15 kr.)
• Sidste kontor indenfor havnen – vejskat (20 US dollar)

Så kunne vi endelig blive lukket ud af havneområdet i Zambia og der skulle vi også stoppe ved et tilfældigt kontor og købe ansvarsforsikring (260 Kwatcha = 130 kr.)

Det er ikke helt gratis at krydse en grænse her (især med bil). Dog er Zambia det første land, at vi har skulle betale for visum. Det var gratis i Sydafrika, Namibia og Botswana.

På trods af al forvirring og kaos var det en rigtig god oplevelse at krydse grænsen. Det tog omkring to timer fra vi blev stemplet ud af Botswana til vi kunne køre videre i Zambia. Det er slet ikke dårligt af en afrikansk grænse at være! Meeeen Scandlines kunne nok godt lære dem et og andet, især om effektiviseringen og komfort.