Mozambique er en gammel portugisisk koloni, og her tales der nødigt engelsk. Vores portugisiske er desværre temmelig rusten, for ikke at sige, ikke eksisterende, hvilket gjorde det vanskeligt at kommunikere.
Særligt fra vi krydsede grænsen fra Zambia ind til Mozambique, og til vi kom til de mere turistede egne, i retningen af Sydafrika.
Grænsekrydsningen var tures hidtil længste. 3 timer kom vi op på.
Vi vidste godt at autoriteterne i Mozambique, er temmelig korrupte og gerne går efter turisterne. Og det er da også en af de to ting, som gjorde at vi tøvede med at rejse igennem det land.
1. Korruption og behandlingen af turister.
2. Malaria, som er meget udbredt i landet.
Vi har dog valgt at besøge landet.
- Fordi der er opstået en modstandsgruppe via sociale medier, der har fået temmelig godt bugt med behandlingen af korrupt politi og militær langs vejene.
- Vi er virkelig blevet gode til at beskytte os mod myggestik og vi tager forebyggende medicin mod malaria.
Betjenten som skulle stemple vores pas og udstede visa på grænsen, var heldigvis rigtig venlig og forsøgte så godt han kunne på sit gebrokne engelsk, at forklare os hvad vi skulle. Det eneste ord vi, i farten, havde lært på portugisisk var tak og det blev flittigt brugt. “Obrigado!”
Da vi endelig var færdige med vores visum, som blev lavet med digitale billeder og fingreaftryk, skulle vi tale med en mand i hvid kittel, som havde taget vores vaccinationskort, da vi ankom til grænsen. Vi tvivlede stærkt på, at han var læge, især da han forsøgte at afpresse Ulrich for noget mad, fordi han mente nogle af hans vaccinationer var forældet…. men okay, det kunne en læge måske også have fundet på, på disse kanter?
Tilbage i bilen, blev vi nu stoppet af en vagt, som gerne ville kigge ind i bilen og traileren.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan Emil og Ellen nok er med til at få tingene til at køre lidt mere glat, fordi de kan charme autoriteterne en del bedre end Ulrich og mig. Desværre ikke denne gang.
Vagten havde massere af tid og der var ingen andre at genere (andre hvide, ja, for sådan er det desværre).
Han havde ikke glimt i øjet. Ulrich gik med ham og åbnede de steder, han pegede på. Jeg tog fluks Ellen på armen og foregav, at forklare hende hvad manden havde gang i, så han kunne se at vi havde små børn.
Heldigvis kendte han ikke til indretningen af vores Lap. Han bad kun om at kigge i selvet soverummet, som jo er ét stort kaos, når alt er pakket sammen. Han virkede også lidt som om det tog pusten fra ham. Men han insisterede på, at spørge om der ikke var noget vi skulle deklarere og undrede sig nok over vores halvtomme køleskab i bilen. Han overvejede heldigvis ikke, at spørge til nogle af alle de mange rum, hvor lappens køkken jo er skjult.
Pludselig stod vores “ven” der. Betjenten som havde lavet vores visa og det lod til at påvirke vagtens attitude. Han gassede ned for agressionen og lod os køre ud i landet.
Vi skulle nå til byen Tete, for der var vi sikre på at der var en campsite.
Det var første møde med Mozambique og noget helt andet end alle de andre lande, som jo stadig er præget af den britiske kolonimagt.
Jeg er glad for at det var lidt mere nemt da jeg var med på grænsen mellem Botswana og Zambia
Det lyder ikke lige så spændende på grænsen til Mozambique !
Ja, det var stadig meget “afrika agtigt” da du var med men det blev lige en tand mere i Mozambique : D