Cirka 3 uger har vi brugt i Johannesburg og Pretoria området. Ikke i træk, men on/off fra vi ankom til Sydafrika tilbage i Oktober. Det var bestemt ikke byer jeg havde lyst til at være i, den gang jeg kun kendte dem fra mediernes historier. Men de har overrasket positivt.
Vi har heldigvis ikke mærket, at Johannesburg, er en af de farligste byer i verden, men vi passer også meget på. Kører aldrig i mørke, låser alle døre og har vinduer i bilen lukket og forsøger at holde os helt væk fra Townships.
Vi har oplevet en by med sjove aktiviteter for børnefamilier. Træklatring og fede legepladser. Kabinelifttur til mini bjerg med restaurant og legeplads på toppen og safari en times kørsel fra centrum. Spændende outlet-butikker med blandt andet billigt Lindt chokolade… og selvfølgelig det hele krydret med klassisk afrikansk kaos og ineffektivitet, som vi elsker at hade og ja, nok også hader, at vi elsker så meget.
Johannesburg og Pretoria har været spændende og et dejligt bekendtskab, men vi holder nu mest af landområderne og de store vidder.
Derfor begiver vi os nu videre ud på nye eventyr i bushen.
Next stop: Sunshine coat og Wild coast