Lesotho

Efter vores besøg i Swaziland, regnede vi lidt med, at Lesotho også ville være temmelig civiliseret. Der tog vi fejl. Faktisk er det noget af det vi elsker ved at rejse i de afrikanske lande. -de overrasker altid og er ofte total uforudsigelige.

Lesotho minder meget om Etiopien med højlandet og kulden tilfælles.

Lige som at næsten alle i Danmark har en cykel, så har næsten alle i Lesotho en hest eller et æsel. Det er det mest fornuftige transportmiddel på disse smalle bjergede grusveje eller mudrede snirklede stier.

Byen Semonkong ligger langt inde i bjergene. Det er en westernby med pæle udenfor de små blikskurs-butikker, så man kan tøjre sin hest. Vejen hertil er fornyeligt blevet asfalteret og det gør kørslen noget mere behagelig. Vi holder dog af at køre på de mindre veje og vælger vejen gennem bittesmå landsbyer mellem smukke bjerge og grønne dale. Folk kigger undrende på os og vinker venligt, når vi kører forbi dem på grusvejen. Turen tager muligvis dobbelt så lang tid, som det ville have gjort på asfalten. Til gengæld oplever vi også tilsvarende mere.

Vi bor på Semonkong Lodge, der også har en lille campsite. Her er heste der græsser og gæs som skræpper.

Et af de største erhverv (for mændene) i Lesotho er at arbejde som hyrde. Enter for andre eller for sin egen familie.

Lige som vi danskere godt kan ligne hinanden temmelig meget i påklædningen, så er der også her særlige regler for ‘mode’.
Samtlige mænd og drenge har et stort varmt tæppe bundet om sig som en kappe. De har strikkede elefanthuer på, hvor der kun er huller til øjnene. De har en stok med, som bruges både til at holde balancen i bjergene, men også til at slå hesten eller æslet de ridder på. Tøjet de har på inden under, er lige som vores. Bukser og bluser men fuldstændig vejrbidt og blegt med huller i.

Vandfaldet Maletsunyane ligger en times gåtur fra byen og er et af de længste fald på den sydlige halvkugle, 204 meter.

Vi lejer heste til Emil og Ellen og begiver os afsted med to hjælpere, der kender dyrene. Vi skal åbenbart gå af den lokale hovedvej/sti i retning af nogle små byer, der ligger drysset ud på skrænterne. Det føles som om vi er en del af hverdagens myldretid til og fra Semonkong, som er det eneste sted man kan handle i området. Vi bliver overhalet af æsler pakket med majsmel, sukker, øl, olie og sågar en dør, ser vi blive transporteret. Det er virkelig hyggeligt, at få lov til at gå sammen med disse mennesker og dyr, som selvfølgelig kigger lige så meget på os, som vi på dem.

Emil og Ellen nyder at sidde på hesteryggen. Ellen har ofte proklameret, at hun er dyrlæge, for hun kan tale med dyrene, som hun fortæller som begrundelse. Normalt står munden ikke stille på hende men på ryggen af hesten, er hun helt stille og sagelig, mens hun visker hemmeligheder til sin hest, som hun kalder Barbar. Emils hedder Himmelhimmel.

Hestene sætter et hastigt tempo og Ulrich og jeg halser efter. Det er også skønt for os, at kunne gå i et voksent tempo og få pusten lidt ekstra op.

Vandfaldet er smukt, men det er mere turen frem og tilbage, som gør størst indtryk.

Tilbage ved lodgen går vi op i byen for at se, hvor de får alle deres vare fra.
Vi får at vide, at der er en ‘kinashop’ ‘pakistanershop’ og en ‘indiskshop’. De sælger stort set det samme. Plasticting, sæbe, tørvarer og en smule grøntsager. I den ene butik finder vi et flot tæppe som mændene har om sig og det må vi eje.

I byen Malealea bor vi også på en lodge, hvor vi kan campe. Hver aften er der et lille lokalt show med korsang og et band, der spiller med hjemmelavede instrumenter. Pludselig, mens de spiller, hører jeg at nogle taler dansk. Det er et ægtepar fra Viborg, som er på en 6 ugers rejse fra Johannesburg til Cape Town. De har bedsteforældre-alderen og Emil og Ellen nyder meget, at tale med nogle som forstår dem og som minder lidt og deres tre bedsteforældre, som de savner meget.

Den nye asfalterede vej tager ikke særlig hensyn til bjergkørsel, så i stedet for at lave serpentiner sving, som man kan liste sig op ad, er de mere lodrette. Bilen begynder at drille. Den får ikke tilført nok diesel på grund af et filter, der er blokeret. Filteret er ikke et man anvender i Land Rovere hernede, men åbenbart kun i Storbritannien (hvor bilen er fra) og derfor har vi ikke kunne skifte det.

Vi ændrer derfor planen. Vi skulle have kørt fra nord til syd i Lesotho, men kører tilbage til samme grænse, vi er kommet fra. I den sydafrikanske grænseby Ladybrand ligger der en god Land Rover mekaniker, som tidligere på ugen, gav bilen et service. Ham får vi til at ’bypasse’ filteret, så dieslen ikke løber igennem det. Den kan sagtes klare sig uden. Mekanikeren hedder Ryan og lader os campe hos ham gratis. Han er ret pjattet med bilen og drømmer om at købe den. For den type findes ikke i Sydafrika. Det ville ikke være så tosset for os, for vi vil sælge den når vores rejse er færdig til april.

På vej ud af Lesotho får vi kickstartet adrenalinen. Inden vi rejste ind i landet får vi bekræftet af flere, at det ikke vil være et problem at komme tilbage til Sydafrika og stadig have samme visum, der udløber i januar. Ulrich giver paskontrolløren vores pas, viser hende vores stempel og spørger om det stempel stadig gælder. Hun kigger ikke på det, men siger straks, at vi kun får 7 dage. Vi begyndte begge omgående at svede. Det var dumt at rejse ud af Sydafrika, når de ikke kan blive enige om reglerne…det burde vi da snart have lært. Ulrich forklarer hende igen, at vi allerede har et visum og at det ikke er udløbet. Hun kigger på passene og udbryder til vores store lettelse, at hun troede det var udløbet og at vi selvfølgelig beholder de datoer vi har!