Vi bor hos Lizl og Marius som har en plantage i Cederberg, Sydafrika. Her dyrker de lækre frugter, som eksporteres til Europa. Desværre lider farmen af vandmangel, for også her, har der været tørke de sidste mange år. Faktisk er det så slemt, at Lizl og Marius er ved at måtte dreje nøglen om.
Vi har mødt ægteparret i Namibia og de inviterede os til deres farm når vi var i området. Sådan en invitation siger vi aldrig nej tak til! Og som med landmanden i Namibia overvældes vi igen over alt den gæstfrihed. Vi bliver taget imod, som er vi en længe ventet familie. De tilbyder os et stort gæstehus ved siden af deres eget. For os er det dog nemmere at slå traileren op og sove “hjemme” og så sviner vi heller ikke huset til. Selvom Emil og Ellen er helt i ekstase over at løbe rundt inden for i et hus og at der er bløde gulvtæpper og store senge (det bliver så vildt for dem at komme hjem til vores eget hus).
Lizl kører os ud til en kæmpe pære/æble farm, hvor høsten er godt i gang. Det er spændende at se processen og hvor forsigtigt frugten bliver håndteret for ikke at miste sin værdi.
Arbejderne er ofte Xhosa-folk og efter deres religion, er de malet i ansigterne. Farverne røber, hvilken stamme de hører til.
Lizl’s bil vækker opsigt. Det er hendes svigerfars, men hendes egen er på værksted og så må hun jo “nøjes.” Det er sightseeing med stil. Det føles godt nok mærkeligt at sidde så langt nede ved jorden i forhold til vores Land Rover.
Vi får lov til at smage
Det er weekend, Lizl og Marius’ døtre er kommet hjem. De bor i Cape Town og Stellenbosch, som er ca 2,5 times kørsel fra farmen (ganske kort afstand for en sydafrikaner).
Marius tænder op i grillen. Er der nogen, der kan grille (eller braai, som det hedder hernede) så er der sydafrikanerne! Og det skal helst være i et rigtig bål med brænde.
Marius og Lizl hygger sig med at lave mad vi ikke kender eller har smagt før. Pigerne har taget Snoeg med, en fisk som minder om en barracuda. Den er virkelig lækker. Vi smager også deres hjemmelavet biltong (tørret kød) og de fylder vores fryser med hjemmelavet pølser og hakket kød. Altså, jeg håber virkelig, at nogle af alle disse skønne mennesker kommer og besøger os i Danmark, så vi kan gøre bare lidt gengæld. Det er simpelthen rørende!
Sikke mange venner vi efterhånden har fået på denne side af kloden.
Efter tre dage på farmen er det på tiden at køre mod syd og Cape Town. Der er heldigvis stadig 4 uger til vi rejser hjem, men vi har også en del ting vi skal have styr på. Lappen skal have lavet sin bule (den som damen lavede, da hun ikke så os og kørte ind i Lappen, som bare var 13 dage gammel på det tidspunkt). Og så kan man godt se på traileren at vi har kørt på grusveje. Der er slået meget maling af og mudderflapperne ved dækkene er også slået i stykker af sten. Så Lappen skal på skønhedsklinik og blive fin til sit nye stille og rolige liv på de europæiske veje.
Vi skal også have fundet endeligt ud af alt det med shipping og så er der lidt småting der skal købes. Blandt andet tøj…det vi har tilbage er så slidt af at leve udendørs 24/7, at det ikke er værd at tage med hjem og hernede er der rigtig mange, som trods slid, godt kan bruge det.
Forleden udbrød Ellen imponeret, da hun fik et par rene gamacher på: “ Wow, der er slet ikke nogen huller i.” -Der er meget at vænne sig til.
Og så mangler vi også stadig at se den sydligste spids af Afrika…