(eller rettere Hindbær-folket, som Emil og Ellen, er overbeviste om at de hedder. )
Himba-folket holder til i Ovamboland og Kaokeland. To kæmpe områder, der grænser op til Angola.
De bor i små kuppelhytter lavet af ler, skin, komøg og grene. De går med skinlændeklæder, sætter håret sirligt med ler og pynter sig med perle- og sivsmykker. De lever på samme måde, som de gjorde for 200 år siden og sikkert endnu flere år end det.
Helt ærligt, så er det så uvirkeligt at være her, at det mest virker som om, vi er dumpet ind i en nødhjælpsreklame fra Unicef. Ikke at der er meget nødhjælp her. Faktisk intet og disse mennesker, især børnene, kæmper mod sulten og med livet.
Vi har fået anbefalet en lille campsite ned til floden mod Angola. Cornelius og hans kone flyttede her ud for et år siden og åbnede campsiten med tre pladser.
Cornelius er opvokset i Zambia, men blev drevet ud af landet, væk fra familiens farm, fordi de var hvide.
Mens vi sidder rundt om bordet ved Lapen og spiser morgenmad, kommer der flere Himbaer ind på gårdspladsen og sætter sig i skyggen ved et træ. Vi bliver helt betaget af den kontrast. De er søde, vinker og smiler til os, ligesom vi gør til dem.
Cornelius fortæller, at Himbaerne kommer til ham for at får hjælp til medicin. Der er ingen læger eller andre former for hjælp herude og derfor har Cornelius og hans kone besluttet sig for, at de penge de får ind via campsiten, skal gå til at hjælpe Himbaerne.
Vi kan mærke på Cornelius at han brænder for at gøre en forskel for disse mennesker. Ikke fordi de er Himba-folk fortæller han, da vi spørger til hvorfor lige her og dem. Han får tårer i øjnene og fortæller, at han har været soldat og at han bare gerne vil give lidt godt igen, efter alt den lidelse han selv har været med til skabe. Han ønsker ikke at ændre eller forstyrre deres kultur, blot at kunne hjælpe dem til et endnu bedre liv, som de allerede lever.
Vi spørger ham hvordan vi respektfuldt kan komme til at møde Himbaerne. Han fortæller, at de byer vi møder langs vejen sydpå også er Himba byer, men de bor der ikke rigtigt. Det er sat op for turisterne. De Himba-folk han hjælper, er dem som bor langt inde i bjergene. Nogle bor så isoleret, at de måske ikke engang har set hvide før.
Cornelius tilbyder, at køre os op til en ægte lille by. Jeg tror godt han kan fornemme, at det er sådan noget vi drømmer om og vi takker ja med det samme.
Vi kan alle fire sidde på bagsædet af hans kæmpe Ford F250. Vi kører et godt stykke tid langs en udtørret flod. Det er ikke rigtig en vej, snarere en sti. Der ligger kæmpe sten og tæt krat.
Pludselig er vi ved en lysning. Der er bygget et stort hegn af træstammer. Inde bag hegnet, er der flere kuppelhuse og ude foran et af husene, sidder en masse kvinder og børn. Et par enkelte unge mænd og en mand på over 90 år, som er stammens overhoved. Han er lille og benet, men har et charmerende glimt i øjnet.
Cornelius har taget en 5 kg. sæk med majsgryn samt lidt stege olie, vi har taget et par poser ris med, som tak for at vi må komme forbi.
Cornelius fortæller os om deres hellige ild, som vi ikke må går bagom. Han fortæller, at når kvinderne har en krone på af gedehud, så betyder det at de er gift. Hvis mændene har en slags “pølset” hanekam, betyder det at han er ugift. Børn med to fletninger foran øjnene er piger. Mændene må gerne dyrke sex med ugifte kvinder, uden at skulle gifte sig med dem. Kvinderne smører sig ind i duftende blade og røg når de gerne vil have en mand til at komme efter sig, så kan mændene lugte hende og må tage hende.
Emil og Ellen syntes det hele er en mærkelig oplevelse. For de vækker også opsigt blandt Himbaerne.
Stammens overhoved synes Ellen er sød og forsøger flere gange, at få hende hen til sig. Han har en metal ting i munden, som han fløjter efter hende med. Ellen er modig og tør godt gå med mig hen til ham, men ikke at få et kys…hvilket jeg egentlig godt kan forstå. Han virker livsglad og som lidt af en charmør. I det hele taget, er de alle glade og nysgerrige.
Det er imponerende, at træde ind i sådan et fremmed fællesskab med en kultur vi slet ikke forstår. Gad vide hvad de tænker om os?
Efter besøget fortsætter vi videre rundt i “Himba-landet”.
Inden vi kørte fra Cornelius, spurgte vi hvordan vi bedst kunne hjælpe disse mennesker uden at gøre mere skade end gavn. Han fortalte, at det bedste er, at give dem mad i stedet for penge. Der er meget langt til butikker og det er ikke altid pengene går til det mest fornuftige. Der er prestige i at have en telefon eller en parabol og det vælger nogle at købe, frem for mad til sine børn eller bare en madras at sove på.