På vej tilbage mod Namibia kommer jeg i tanker om, hvor meget jeg har længtes efter fuglene, der bygger rede i store hø-byer i lygter og i træer. De hedder Sociable Weaver og som navnet antyder, er de meget sociale. De bor som i et slags fuglekollektiv.
Ved byen Upington begynder det allerede at ligne lidt Namibia med kaktusser, quivertræer og tørt bakket sandlandskab.
Kgalagadi National Park grænser op mod både Namibia, Botswana og Sydafrika. Det er ikke en park vi tidligere har været i. De har aflukkede campsites, for det er en af de parker med flest rovdyr og vi tager ingen chancer med vores to lækkerbiskner.
Normalt kører man på safari når solen står op og er på vej ned. Her er dyrene mest aktive. I 40 graders varme kører vi igennem parken for at komme til den campsite, der er tættest på den namibiske grænse. Her ser vi, på trods af varmen, 3 geparder. En af dem ligger i skyggen og slår mave efter at have fanget et lille springbukke kid.
Om aftenen på campen kommer en sjakal tæt forbi indhegningen, for den kan dufte al grillmaden, som de andre campere laver. Om morgenen har en lille løvefamilie sovet ganske tæt på os og lunter stille væk, da der begynder at komme liv på pladsen.
På jagt
Tilbage i ørkenen, tænker jeg ved mig selv, at det da ikke kan passe, at vi endnu ikke har set en skorpion. Det er en lettelse i forhold til børnene, men for vores nysgerrighedsskyld er det lidt ærgerligt.
Da børnene er blevet puttet, er det blevet mørkt og jeg begiver mig ud med min UV-lygte. Den får nemlig skorpionernes skjold til at lyse op. Jeg regner bestemt ikke med at finde nogen, for vi har trods alt boet udenfor i naturen i over 13 måneder uden at se skyggen af en. Jo, resterne fra en hale, engang.
Jeg går hen til det nærmeste træ. Der kan de godt finde på at gemme sig i barken…intet held.
Så løfter jeg campingpladsens skraldespand, der står lige ved Lappen og gosh, der er bid! En lille skorpion, stiller sig i kampposition, da jeg lyser på den og den lyser tilbage til mig. Den er på engang fascinerende og frygtindgydende. Jeg står som paralyseret. Tænk, at de er så tæt på os! Og kan være så små (3 cm).
Efterfølgende ved jeg ikke om jeg skal lede videre eller bare fortrænge oplevelsen…Jeg beslutter mig for at gå i seng og i sikkerhed i traileren.
Endnu en grænse
Da vi kører ind i parken bliver vi stemplet ud af Sydafrika og når så vi kører ud af parken ved grænsen til Namibia stempler de os ind.
…det håber vi da, for når sandheden skal frem, så må vi faktisk ikke komme ind i Namibia før april 2020, hvor der er så gået er år siden, vi første gang kom ind i landet. Man får nemlig 3 måneder pr. år.
Men som vi snart har mange erfaringer med, så afhænger grænsereglerne af hvem der sidder på den anden side af skranken.
Det er en kvinde, der ikke just sender optimistiske signaler. Vi lader som ingenting og smiler bare til hende mens vi skriver vores visumpapirer. Hun retter den kritisk og lettere irriteret. Vi har åbenbart ikke klaret opgaven godt nok. Vi smiler venligt og holder vejret. Hun siger ikke noget. Åbner passene og spørger, hvor mange dage vi skal bruge. “30 dage tak!!” Siger vi i kor. Hun leder slet ikke efter gamle stempler. BANG BANG siger stemplet og vi er tilbage i Namibia!
