Vi har købt en Land Rover Discovery 3, TDV6, fra Foley i England. Samme firma som vi købte vores første Discovery fra til vores første eventyr tilbage i 2012. Den nye bil stod i en garage og ventede på os. Det var selvfølgelig det første vi hentede da vi ankom!
Den er enorm! Et ”beast” som vores nabo sagde. Den er omkring 190 cm høj. Godt hævet og med ”roofrag”, hvor der sidder et ekstra hjul. Emil og Ulrich var helt oppe at køre, da vi kørte hjem til huset vi har lejet. Jeg synes den er lidt voldsom. Den føles virkelig sikker at sidde i fordi vi er så højt hævet over de andre biler, men jeg bliver også en smule intimideret over alle de hestekræfter.
I går hentede vi traileren. Den vi skal bo i de næste 14 måneder. Vi har kun set tre billeder af den og var ret spændte på om det nu også var det rigtige at købe. Vi blev ikke skuffet. Den er specialbygget, tilpasset og gennemtænkt! Bygget oven på et gammel Land Rover chassis. Den vejer et ondt år og derfor kommer vores store bil virkelig til sin ret. Vi måler 10 meter når vi kører med bil og trailer! Vi bliver noget af et omvandrende cirkus.
Trailerens opbygning er svær at forklare, så her kommer et par billeder. Vi skal nok lave flere når vi rigtigt flytter ind i den. Lige nu er alt så nyt og vi er kun lige ved at lære den at kende. Her kan man se indgang til køleskab, selve køkkenet og traileren med et telt oppe. Der er to telte bygget sammen på taget. Ofte er de trailere man kan købe hernede med 2 sovepladser oppe og 2 nede, men vi vil gerne kunne ligge tæt på børnene, så denne løsning er genial.
Historien om hvordan vi fik fat i denne fantastiske trailer er ret fin. Jeg har via min gamle klasselærer fået kontakt til hendes gamle rejsekammerat Jacqui (de mødte hinanden i Mongoliet). Jacqui er oprindeligt fra Zimbabwe, men har boet det meste af sit voksenliv i Sydafrika. Hende og jeg har skrevet sammen siden i sommer (2018) og hun har været guld værd for os i alt vores planlægning hjemme fra. Blandt andet førte hun os sammen med danske Laura, som har boet i Sydafrika i 26 år. Jeg skrev til Laura om alt muligt og fortalte om vores drøm om at købe en trailer og bo i den. Laura vendte lynhurtigt tilbage og fortalte, at hende og hendes eksmand specialbyggede en trailer for ca. 14 år siden, da deres børn var små. De solgte den da børnene blev store, til en anden børnefamilie som nu var parat til at sælge den videre. Derfor forbandt Laura os med den familie og vi aftalte hjemme fra Danmark, at de gerne ville reservere traileren til os, så vi kunne købe den når vi ankom i januar 2019.
Alt det ”netværking” er sket mellem gode og hjælpsomme mennesker, vi aldrig har mødt. Det er altså imponerede som alting bare flasker sig. Jacqui hjalp os i øvrigt også med at finde det hus vi bor i nu, som er lige ovre på den anden side af vejen, hvor hun bor med sin mand og børn. Det er så rart at få tips af en lokal familie. De kender til legepladser og gode steder, hvor vi kan købe udstyr til vores kommende nomadeliv. Vores bekymringer om at kunne få det rigtige udstyr bliver gjort til skamme. Her er så mange muligheder, lækre butikker og hjælpsomme mennesker.
Børnene kæmper lidt med alt det nye. De er trætte og ofte lidt sure. Helt som vi også havde forventet. Alt er så anderledes. Maden, sproget, klimaet, dufte, bilerne og husene. Vi hænger en del ud i huset, leger og ”sparker dæk”. Det lokale shopping center har mange fristelser i form af god (og billig) lokal vine, frugter, der smager af solens varme, latte der koster 15 kr (!!!!!!!) med god smag, som vi kender hjemme fra de smarte og dyre københavner cafeer. Der er sågar også en slags Bilka (Pick ’n Pay) som sælger det meste vi får brug for i camping udstyr med mere. Det er sjovt sådan for alvor at købe, ordne og gøre klar til vi rykker ud i naturen.