Western & Eastern Cape

Det er over 2 måneder siden vi forlod et snefyldt Danmark. Vores, dengang blege hud, har fået en mere frisk brun glød. Det er stadig lykkedes os at undgå at blive solskoldet, på trods af at vi er udenfor 24 timer i døgnet. 

Efter Knysna kørte vi til Oudtshoorn. Her brugte vi et par dage. Byen var den største eksportør af boa boa’er i ‘20- og ‘30’erne og det vrimler stadigvæk med strudsefarme her. Hvorfor der lige er så mange i dette tørre og lidt golde landskab, skal jeg ikke kloge mig på. 
I supermarkederne kan man, udover almindelige æg, også købe strudseæg. -det måtte vi prøve!
Et strudseæg svarer til ca. 28-30 almindelige æg. Ellen og Emil ville selvfølgelig begge gerne puste hver sit æg, hvilket har resulteret i at vi de sidste mange dage har fået æg til alle måltider. De smager som almindelige æg. Måske er de en smule mere faste, når ægget er blevet varmet op. Jeg har læst det tager ca. en time at lave et blødkogt æg…det prøvede vi dog ikke. 

• 

• 

Tæt på Oudtshoorn ligger også Cango caves. Vi havde ikke særligt store forventninger. Men hold op en imponerende kæmpe hule med flere rum, gange og smukt lys. Perfekt udflugt til en dag med regn. -Det har vi desværre haft en del af nu. 

Det ene telt holder ikke ordentligt tæt, det skal vi have gjort noget ved, når vi om nogle uger kører tilbage mod Cape Town. Vi skal være ude af Sydafrika senest den 14. april og kører derfor snart mod Namibia. 

Vi havde fået anbefalet en farm, hvor man må fodre deres babygiraffer. Det var sjovt. Vi havde dog ikke lige overvejet, hvor stærke de er, når de sutter og derfor kunne Emil og Ellen desværre ikke holde flasken. Det havde vi ellers håbet. 

• 

På campingpladsen fik vi selskab af en dansk mand og en østrisk kvinde i 30’erne. De havde lejet en fin gammel orange Land Rover Discovery 1 og skulle køre rundt i 6 måneder. Det var hyggeligt med lidt selskab og Emil nød meget at tale med den danske mand (som også hed Emil). Begge børn så helt mærkelige ud i hovedet, da der kom danske ord ud af munden på “voksen-Emil”. 

Emil og Ellen er fantastiske døråbnere ind til de lokale. Lokale med samme eller lidt lavere levestandard end os. Jeg skriver det, fordi vi på grund af sikkerhed, ikke rigtig opsøger steder, hvor der bor mange fattige. Det er lidt som om der er to parallelle verdener hernede og det er når disse to verdener støder sammen, eller vi krydser grænsen, at det kan blive farligt, men også der hvor vi får fantastiske og berigende oplevelser. På grund af børnene, er vi dog ret opmærksom på dette grænseland. Vi opsøger det ikke lige så meget, som da vi rejste uden børn. Derfor nyder vi, at børnene er med til at skabe andre oplevelser, som vi ellers ikke ville have fået.

Som eksempel, da Ellen fik en blomst af en dame, der solgte blomster, fordi damen kunne se hvordan Ellen bare ikke kunne tage øjnene fra hendes smukke afrikanske blomster. Eller da Emil fik en ven på hans alder og drengens forældre inviterede os over og viste os deres fede trailer.
Det kan godt være Emil og Ellen ikke taler sproget, men de vil gerne lege de samme steder som lokale gør og mange lege er de samme (fange og gemme, for eksempel). 
Jeg tror nu også de længes efter børn de kan tale med, især Emil. 
Til gengæld er de blevet rigtig gode til at bruge hinanden som legekammerater. De legede lidt sammen inden vi tog afsted, men deres kammeratskab har virkelig taget form på denne rejse. Især hundeleg i teltet, er et hit (en er hund, den anden et menneske, som passer den). 

Efter Oudtshoorn kæmpede Land Roveren sig igennem smuk bjergkørsel, hvor vi krydsede Swartbergerpass.

I Karoo National Park så vi løver og var ret imponeret over sikkerheden. Vi husker safariturer i andre afrikanske lande som lidt mere vilde, naturlige og ja, farlige. Hvor der ikke er hegn rundt om campen eller picnicstedet, hvor vi alle, dyr som mennesker, var på samme jord uden adskillelse. Det er nu meget rart med børnene at være en smule mere i sikkerhed. For hvis dyrene ville gå efter nogen, er det nok dem.  

Vi er så småt ved at få en lille overdosis af National Parker, ja, det lyder forkælet men hold op, hvor er de aber som holder til på campingpladserne bare irriterende og hurtige. På Camdeboo National Park løb en abe (de der “blue balls” aber) hen til vores bord mens Emil og Ellen sad rundt om, Ulrich og jeg stod ca. en meter væk, og stjal vores brød. Følgende aften stod Ulrich og jeg ved køkkenet og pludselig puslede det i bilen lige ved siden af. En abe havde sneget sig op til vores bagagerum og løb nu væk med en pose chips. 
I Addo Elephant National Park løb de med pasta, rosiner og kiks. Det er godt nok svært at passe på både børn, mad og aber! 

Værst var det dog, at vi ikke vidste, hvorvidt aberne kunne finde på at angribe. De var meget lidt sky. Kun når vi bukkede os ned for at samle sten til at kaste med, løb de væk. Vi blev ærlig talt en anelse urolige for Ellen og Emil. Det gjorde det knap så afslappende at campe de steder. 

Derfor kørte vi fluks mod havet efter Addo Elephant Park. Her blev vi mødt af bløde sandbakker, brusende hav og en lille flod vi kunne bade i. Herfra går turen tilbage mod Cape Town, hvor vi skal hente mine forældre og sammen med dem køre til Namibia.